Læsetest viser elevers evne til at gætte
Eleverne behøver ikke at kunne læse, altså mestre nogen form for læseforståelse, for at opnå topkarakter ved de obligatoriske læseprøver i 9. klasse.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Den konklusion når tre studerende ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole frem til, efter at have undersøgt, hvordan elever i en klasse gennemførte en af testene.
De kommer med en begrundet kritik af den nye læseprøve:
"Da vi interviewede eleverne viste det sig at de fleste af dem havde gennemført testen ved først at læse spørgsmålene og derefter gå ind i teksten for at finde svarene", siger Louise Abildgaard Grøn. "Eleverne læste ikke teksten, og ingen af de interviewede elever kunne referere den. I praksis bliver eleverne altså ikke testet i læsning som sådan, men kun i læsestrategier og informationssøgning samt deres evne til gætteri", siger Elisabeth Helene Houmann.
Det sidste hentyder til, at testen er udarbejdet sådan, at der er 25 procent chance for, at eleverne rammer det rigtige svar ved blot at satse på én af svarmulighederne, da der er tale om en multiple choice test med fire svarmuligheder til hvert spørgsmål.
"Hvis vores undersøgelse er dækkende for alle elever, der bliver udsat for læseprøven, så viser den, at den giver et falskt billede af elevernes færdigheder, og at man i realiteten ikke får noget at vide om, hvor gode de er til at læse", siger Ann Katrine Stendahl Rannestad.
De tre studerende mener, at der generelt er for lidt viden om, hvad man får ud af at bruge læseprøven.
"Læseprøven sammenlignes tit med Pisa-undersøgelserne, men der er tale om to vidt forskellige ting. Pisa sætter fokus på viden og evne til at kunne bruge viden samt at kunne fortolke og evaluere, mens læsetesten undersøger, om eleverne kan finde og hente information. Derfor bør man holde resultaterne fra de to former for undersøgelser helt adskilt", siger de tre studerende.
Læs en artikel, som de studerende har skrevet på baggrund af deres projekt, til højre.