Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Anmeldelse

Læseprøver gavner undervisningen

Der findes nu en landsnorm for læsning fra 6.-10. klassetrin

Tove Kettner Heiberg
Start debatten
13. oktober 2011, kl. 02:22

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

Der er udviklet nye læseprøver for de ældste klassetrin. Prøverne har en dobbelt funktion, de fastslår et færdighedsniveau, og de peger på, hvordan eleven kan udvikle læsefærdigheder. Ud fra min vurdering har lærer og elev fået et godt diagnostisk redskab. Jeg anbefaler prøverne til brug fra 6. til 10. klasse, det kan der kun komme noget godt ud af.

Tidligere har det været en udbredt opfattelse, at læsning var en færdighed, man beherskede, når man nåede til sjette klasse. Hvis der skulle undervises i læsning, var det i givet fald dansklærerens opgave. Lærere er i dag klar over, at læsning er en færdighed, der udvikles igennem hele livet, og at det ikke kun er dansklæreren, men alle skolens lærere, der underviser i læsning.

Materialet består af fem hæfter med læseprøver. Til læreren er udarbejdet en rettevejledning, diverse hjælpeark samt en vejledning og en håndbog.

Prøverne er resultatet af et stort udviklingsarbejde, hvor 2029 elever, fordelt på 124 klasser, deltog. Der var lige mange drenge og piger i undersøgelsen. De indsamlede resultater er blevet bearbejdet statistisk af cand.stat. Peter Allerup. I 'Vejledningen' kan man blandt andet se, hvordan elever på et givet klassetrin klarer den enkelte prøve, og i 'Håndbogen' drages de pædagogiske konsekvenser, og der gives en lang række forslag til, hvordan man kan arbejde med de forskellige teksttyper.

Tekstlæseprøverne er klasselæseprøver. Til hvert klassetrin er udarbejdet et prøvesæt, der både indeholder skønlitterære og faglige læseprøver og spørgeskemaer om læsevaner. Desuden indgår der specielle teksttyper på flere klassetrin. Til 6. klasse er lavet to ordlæseprøver, hvor ordvalget i den ene prøve overvejende består af sammensatte ord og i den anden prøve af fremmedord. Til 7. klase er der opgaver i at læse digte, og til 9. klasse er der en opgave med læsning af ordsprog. Ordlæseprøven med fremmedord er vanskelig. Den er lagt så tidligt for at give et signal til dansklæreren og eleverne om, at der skal arbejdes intensivt med ordforståelsen. Læsning af digte er også lidt af et eksperiment. Der er valgt forholdsvis moderne digte, hvor noget abstrakt konkretiseres. Kan eleverne forstå den overførte betydning?

Teksttyperne afspejler den type tekster, eleverne forventes at skulle læse på de pågældende klassetrin. Der er skønlitterære tekster i form af uddrag fra 'Nybyggere i Canada', 'Robin Hood' og 'Ringenes herre'. Fagtekster som for eksempel brugsanvisninger og annoncer og en artikel af Bill Gates om køb af pc.

Læseforståelsen måles i de fleste opgaver ud fra elevens læsehastighed og sikkerhed.

'TL-prøverne' er diagnostiske. De lægger op til, at lærer og elev får et samlet overblik over elevens stærke og svage sider, hvad læsningen angår. På de ældste klassetrin sættes elevens læsepræstationer i relation til eventuelle uddannelsesønsker. Er læsefærdighederne tilstrækkelige til den uddannelse, eleven stiler imod? Kan eleven forbedre sine læsefærdigheder, eller skal uddannelsesønskerne måske justeres, så de bliver mere realistiske?

Med dette prøvesæt er der givet et godt grundlag for, at eleven kan få 'selvindsigt i sin egen læsning' og dermed blive i stand til aktivt at arbejde videre med læseudvikling. Det kaldes også 'at tage ansvar for egen læring'.

Ud fra afprøvningen er der udarbejdet et kategorisystem til placering af den enkelte elevs besvarelser af en bestemt opgavetype, samtidig kan man se, hvor mange procent af eleverne på et klassetrin der placerer sig i de forskellige kategorier, reelt er der tale om en landsnorm.

'Vejledningen' er en uundværlig hjælp for selve prøvesituationen. Her beskrives hele arbejdsgangen i forbindelse med afholdelse af prøverne. Det er en god idé, at der ud over dansklæreren også deltager en 'ekstern' prøvetager.

'Håndbogen' er en forudsætning, hvis man ønsker at drage de pædagogiske konsekvenser af arbejdet. Det er dog langt mere end en håndbog. Lene Møller har nærmest lavet en metodik, hvor hun i nogle grundige og spændende kapitler sætter de forskellige teksttyper i relation til læseformer. Hun lægger vægt på, at eleverne også præsenteres for svære tekster.

Elevernes besvarelser af spørgeskemaerne om læsevaner giver en interessant viden.

Cirka halvdelen af eleverne læser imellem nul og to timers selvstændig læsning per uge. Det er alt for lidt. Læsestoffet er selvvalgt, og tegneserier og ugeblade fylder meget. Hvis læsekompetencen skal styrkes, bør man på alle klassetrin have én ugentlig lektion med selvstændig læsning. Det vil for mange elever betyde en fordobling af tiden til selvstændig læsning. Det vil også kunne danne grundlag for ændrede læsevaner og en styrket læsekompetence.

Cirka 40 procent af eleverne oplever, at det er vanskeligt at forstå meningen, når de læser fagbøger.

Lektielæsningen er også et stort problem. 'Hver fjerde elev på 6. klassetrin, hver tredje elev på 7. klassetrin og hver anden elev på 8. klassetrin oplever, at det er svært at forstå meningen, når der skal læses lektier'. Måske hænger disse vanskeligheder sammen med, at det er svært at forstå fagtekster. En speciel type fagtekster i form af brugsanvisninger har over halvtreds procent af eleverne i 8. klasse svært ved at forstå.

Ordforståelsen er central. Mere end halvtreds procent af eleverne i 6. til 7. klasse oplever at have besvær med at læse nogle af ordene i en tekst.

Også afkodningen af ord kan volde problemer. Mere end hver tredje elev på 6. og 7. klassetrin svarer bekræftende på, at de af og til staver nogle ord, når de læser.

Når man ser på resultaterne for dette prøvebatteri, må man beklage, at specialundervisning ikke tilbydes i ret stort omfang på disse klassetrin. Der er virkelig mange elever, der vil kunne profitere af veltilrettelagte, intensive læsetræningskurser. Et sådant kursus vil måske kunne give dem den ballast, der skal til for at klare et uddannelsesforløb. Det vil være vanskeligt at tilgodese de svageste elever i gruppen inden for klassens rammer, selv om man differentierer.

Med 'Tekstlæseprøverne TL1-5' har lærer og elev fået et fornemt redskab til at stille en 'læsediagnose' og lave en plan for det fortsatte arbejde med det at læse. De anbefales på det varmeste til brug fra 6. klasse og opefter.

Tekstlæseprøverne TL 1-5

- et prøvemateriale til beskrivelse og vurdering af større børns læsning

Af Jørgen Christian Nielsen og Lene Møller

under medvirken af Gert Gamby

Vejledning, 168 sider, 231,25 kroner

Håndbog, 311 sider, 368,75 kroner

Rettehæfte, 52 sider, 81,25 kroner

TL 1 Elevhæfte, 20 sider a ti stykker, 99,38 kroner

TL 1 Hjælpeark A og B a fire sider a 3,44 kroner

TL 2, TL 3, TL 4 og TL 5 Elevhæfte a 12 sider a ti stykker, 68,75 kroner

TL 2, TL 3, TL 4 og TL 5, Hjælpeark A og B a fire sider a 3,44 kroner

Samtaleark, en side med gennemslag a ti stykker, 43,13 kroner

Orienteringssæt: Vejledning, Rettehæfte plus et eksemplar af hver del af materialet, 431,25 kroner

Dansk Psykologisk Forlag

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Læseprøver gavner undervisningen

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS