Lærkelil og vikaren

Børnehaveklassepigen Lærkelil har en heksepigeveninde, som hedder Salamandra. Hun kan trylle frikadeller om til flødeis. Og hun bliver den nødvendige hjælper, da børnehaveklassen får en rigtig heks som vikar.

Denne heksevikar får børnene til at mobbe hinanden, til at bande og slås og til at lytte til en forkert udgave af "Hans og Grete", hvor de to små møgunger bliver slået til grillmad af den stakkels heks.

Salamandra røber i frikvarteret, at vikaren Birte i virkeligheden er heksen Berta Børnehader. Ved hjælp af Salamandras magi får børnene i starten af den efterfølgende time fordrevet børnehaderen, deres rigtige pædagog kommer tilbage, og alle børnene jubler: Nu er der nul mobning, ingen grimme ord og kun rigtige eventyr.

Illustrationerne er holdt i en grotesk streg, som får dem til at svinge fra det opstillede til det dynamiske. Det virker, som om der er mere sans end samling over helheden, men faktisk lægger hele bogens plot op til en sådan tiltning. Den har nemlig som al pædagogiserende morallitteratur det problem, at det kun er det "kriminelle", der er sjovt og spændende.

Det er givet, at børn i børnehaveklassen vil kunne få sig en god latter over hekserierne i denne bog, men der bliver altså brugt rigelig med plads på både at få gang i løjerne og at komme hjem til normalen igen.