I sommer søgte blot 41 om optag på Læreruddannelsen i Skive, selvom uddannelsen har plads til mere end 100 nye studerende hvert år.
Derfor forsøger uddannelsen nu målrettet at tiltrække flere studerende via to nye profiler. Fra august vil lærerstuderende i Skive kunne vælge specialiseringer med titlerne 'Outdoor og Grøn balance' og 'Kreativitet og Animation'.
Det skriver Via University College, der driver læreruddannelsen i Skive, i en pressemeddelelse.
"Erfaringen viser, at en meget stor del af de unge i dag primært søger til storbyerne for at studere. Det er på den baggrund, at vi nu går nye veje i Skive for at skille os ud. Vi vil vise, at der også er god grund til at interessere sig for uddannelserne i de mindre byer", siger uddannelsesleder ved læreruddannelsen i Skive Lise Markussen.
Faciliteter, udstyr og undervisere er på plads
Den nye lærerprofil 'Outdoor & Grøn balance' kommer blandt andet til at give de studerende viden om og praktiske erfaringer med at tilrettelægge undervisningsaktiviteter i naturen.
Samarbejdspartnerne er fx Skives GreenLab, der vil bidrage med viden om vindenergi og andre miljøtiltag. Et andet eksempel er Elværket i Skive, hvor de studerende får adgang til at eksperimentere samt udvikle og afprøve undervisning.
Desuden er der et samarbejde med den lokale ungdomsskole og kommunens ungdomsklubber, hvor de lærerstuderende kan komme i praktik, få studiejobs og høste erfaringer med at sætte miljø- og udelivsaktiviteter i søen.
Den nye profil 'Kreativitet & Animation' vil have et samarbejde med Viborg Visuals og med The Animation Workshop.
De studerende kan også vælge e-sport og at lære om makerspace-undervisning. De studerende får desuden mulighed for at dykke ekstra ned i at blive dygtige til billedkunst samt håndværk og design.
Implementeringen af profilerne 'Kreativitet og Animation' samt 'Outdoor & Grøn balance' kommer til at foregå på såkaldte profildage, hvor samtlige studerende kan fordybe sig i emner, de gerne vil have særlig viden om.
Læreruddannelsen i Skive vil skille sig ud: Opretter profiler med e-sport, udeliv og miljø
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.