"Jeg er rigtigt bange for, at vi bliver en fodnote i et stort, tungt, gammelt ministerium. Vi havde håbet på et opgør med den nedprioritering af professionshøjskoleområdet, der er sket, siden de blev oprettet, men det ved jeg ikke, om jeg tør tro på vil ske med denne her opdeling. Og jeg frygter også, at det kan være et skridt i retning af at flytte læreruddannelsen ind på universiteterne", siger formand for Lærerstuderendes Landskreds Tobias Holst.
Rektorerne er derimod positive over den nye opdeling.
"Rammerne for at styrke samarbejdet mellem universiteter og professionshøjskoler, bliver jo bedre af, at det ligger i samme ministerium", siger formanden for professionshøjskolernes rektorforsamling Erik Knudsen.
LL: Endnu en minister uden uddannelsespolitisk erfaring
Minister for forskning, innovation og videregående uddannelser bliver De Radikales 35-årige næstformand Morten Østergaard. Han har siddet i Folketinget siden 2007 og er uddannet i statskundskab.
De lærerstuderendes formand er ikke imponeret over valget.
"Jeg er nervøs ved, at vi igen har fået en undervisningsminister, der ikke har nogen erfaring med uddannelsespolitik. Men vi håber selvfølgelig, at Morten Østergaard vil tage ved lære af Marianne Jelved og Margrethe Vestager og føre en uddannelsespolitik, der husker lærerne og den kobling, der skal være mellem folkeskolen og læreruddannelsen".
Den kobling er Erik Knudsen meget opmærksom på. Men han er sikker på, at den nye børne- og undervisningsminister Christine Antorini vil holde fokus på det.
"Jeg opfatter, at folkeskolen vil have en central plads i det nye Børne- og Undervisningsministerium. Og der er det jo vores opgave at sikre, at det stærke samarbejde vi har haft med det nuværende Undervisningsministerium kan fortsætte specielt i forhold til folkeskolen. Christine Antorini har som tidligere uddannelsesordfører har en nær tilknytning til professionshøjskolerne. Hun vil som minister have en klar interesse i det".
Erik Knudsen hæfter sig også ved De Radikales reformplan for videregående uddannelser "Tag ansvar: Flere og bedre uddannelsespladser i 2020", som Morten Østergaard var med til at præsentere i sidste måned.
"De Radikale har jo markeret at forskning og uddannelse har klar prioritet og særligt professionshøjskolerne. Det kan jeg ikke forestille mig, vil ændre sig, nu Morten Østergaard er blevet minister. Med de signaler, der ligger i regeringsgrundlaget, så har vi et godt afsæt. Og specielt De Radikale har jo tidligere klart markeret, at den praksisforankring, som er læreruddannelsens særkende, er vigtig at bevare".
Det udspil er Tobias Holst også meget positiv over for.
"Det er en masse gode initiativer. Særlig håber jeg, at han holder fast i ændringer i taxameterstrukturen. Det er noget af det absolut vigtigste, at man finder en anden løsning, end den resultatorienterede markedstanke omkring uddannelsessystemet. Den er skyld i alle de problemer, der har været på vores uddannelsesområde siden professionshøjskolerne blev oprettet".
Blandt punkterne i De Radikales udspil var:
- En opprioritering af grundbevillingerne til professionshøjskolerne, så der bliver mulighed for øget timetal, bedre tilrettelæggelse af uddannelsen og mere forskning.
- En reform af taxametersystemet på tværs af uddannelsesinstitutioner.
- Bedre overgange fra professionsbacheloruddannelserne til kandidatuddannelserne på universitet.
- Krav om uddannelse af praktikvejlederne ved professionsbacheloruddannelserne
- En pulje, hvor undervisere på professionshøjskolerne kan søge midler til at arbejde deltid ude på for eksempel folkeskolerne.
- En målrettet gennemførselsvejledning, herunder en obligatorisk vejledningssamtale for studerende på
professionshøjskolerne, der har fraværs- eller trivselsproblemer.
Læreruddannelsen får ny minister
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.