- praktikstudier i skolevirkelighed
Af Carsten Rønn
94 sider, 50 kroner
(30 kroner ved køb af ti eksemplarer)
Århus Dag- og Aftenseminarium
Carsten Rønns bog er en af de sjældne og måske derfor særligt velkomne udgivelser. Det er en tynd og dog kompakt bog. Den udruster den lærerstuderende både teoretisk og konkret metodisk til at kunne iagttage undervisningspraksis på en struktureret og velovervejet måde.
Bogen kan derfor anvendes i forbindelse med praktikken i læreruddannelsen, men i realiteten også inden for andre uddannelser i det pædagogiske professionsfelt - for eksempel voksenunderviseruddannelsen.
Carsten Rønn, som er lektor ved Århus Dag- og Aftenseminarium, vil med bogen netop styrke den systematiske og strukturerede iagttagelse i praktikken. Ikke fordi der i sig selv er noget galt med den ustrukturerede iagttagelse, som fint kan give anledning til den studerendes konstruktive undren. Men fordi den strukturerede fremgangsmåde går et skridt videre og skaber et bevidst, fokusbestemt grundlag for overvejelserne under og efter praktikken. Dermed er også skabt et troværdigt dialoggrundlag.
Selve fremgangsmåden eller metoden beskrives nøje i syv punkter, som opstillet i skemaform udgør planen - praktikplanen - for iagttagelserne i praksis.
Bogen kan anbefales til såvel lærerstuderende, seminarielærere som praktiklærere.
Sten Larsen
Læreruddannelse, praktik
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.