Lærerstuderendes fra Blågaards internationale linje er samlet til Salaam Filmfestival. Deres øjne følger intenst med på lærredet, hvor hovedpersonen, en lille ukuelig pige, må gå gruelig meget igennem, før hun kan gå i skole i et land, der er præget af krig og vold, og hvor vejen til genopbyggelse synes uendelig lang.
Da filmen slutter, og lyset blænder op, står Khadije foran lærredet. Hun har nogle af de samme oplevelser med at vokse op i et krigshærget land, som filmes hovedperson.
Hun fortæller om sig selv, om hvad kultur, religion og selvopfattelse betyder for hende, og hun spørger de lærerstuderende, hvad det betyder for dem.
Der er en større mening med forvandling fra fiktion til virkelighed, forklarer leder af Salaam Filmfestival Malene Rungvald Christensen.
En kulturel øjenåbner
"Når seerne lige har siddet og identificeret sig med hovedpersonen, og der så bagefter popper en virkelig person op, som har oplevet noget af det samme, så har de lettere ved at føle sympati for hende også. Dermed er der grobund for en dialog uden fordomme."
Derfor fungerer film godt som undervisningsmateriale, mener hun, og det er nogle af de erfaringer, de lærerstuderende skal bruge, når de i de kommende måneder skal udvikle undervisningsmaterialer til de film der bliver vist på Salaam Filmfestival 2010 og 2011.
Det er et samarbejde mellem Blågaards internationale linje og Salaam Filmfestival.
"Når film er bedst, kan den åbne øjne. Film et særligt godt redskab til indlevelse, forståelse og udvikling af empati og interkulturel kompetence. Filmmediet har noget, den personlige beretning ikke har. Det kan supplere den personlige beretning ved, at man visualiserer nogle ting, som er svære at forstå, hvis man ikke har set det", siger Malene Rungvald Christensen.
Film som undervisningsmateriale
Salaam Filmfestival løber fra den 2. september og varer frem til april 2010. I dette tidsrum besøger festivallen skoler i hele landet og forsøger at skabe dialog og kulturel udveksling mellem etniske danskere og danskere med anden etnisk baggrund.
Festivallen blev stiftet i 2004 og har i dag gode erfaringer med at bruge filmmediet til at skabe forståelse og dialog på tværs af kulturer, forklarer Malene Rungvald Christensen.
Lektor på den internationale linje på Blågaard, Lilian Rohde glæder sig over samarbejdet.
"Det overordnede formål med samarbejdet er, at de studerende dels får indsigt i filmene og de temaer, vi arbejder med i tilknytning hertil. Dels får de indsigt i dette tilbud til dem som fremtidige lærere".
Hun mener desuden, at der på professionsuddannelserne er et stort behov for nyt materiale, som kan forene den akademiske arbejdsform med en mere praktisk arbejdsform. "Også her er film et glimrende værktøj", siger hun.
Udvide det globale udsyn
Udover at skabe en multikulturel forståelse og dialog er Salaams målsætning med undervisningsmaterialet at udvide elever og læreres globale udsyn med kvalitetsfilm.
"Med sammarbejdet håber vi, at alle lærerstuderende bliver opmærksomme på brug af film med fokus på internationale og multikulturelle emner", siger Malene Rungvald Christensen.
"Derudover er det selvfølgelig en bonus, at der kommer gratis undervisningsmaterialer til alle klassetrin i folkeskolen."
Lærerstuderende producerer undervisningsmateriale til film
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.