Debat

Debat: Katastrofe-tal på velfærdsuddannelserne: Et resultat af udnyttet og underbetalt arbejdskraft

Lærerstuderende Scott Forsyth giver sit blik på årsagerne til årets optagelsestal til velfærdsuddannelserne.

Publiceret

I lyset af dårlig løn- og arbejdsvilkår, er det indlysende, at jo mere arbejdet gavner samfundet, jo mindre bliver arbejderen betalt. Bare spørg dig selv hvad der ville ske, hvis alle lærere, pædagoger eller socialrådgivere forsvandt ud i den blå luft? Tænk på sygeplejersker og hvordan samfundet ville gå i stå uden dem. Resultaterne ville være katastrofale i en verden uden omsorgs professionelle. På trods af at der er en stigende efterspørgsel efter os, er velfærdsprofessionerne sat i frit fald, og det får alvorlige konsekvenser, hvis velfærdsstatens rygrad brister.

Der er en dyb psykisk vold her, snarere end at forbedre arbejdsforholdene, tjener retoriske markedsføringstricks til at legitimere dårlig arbejdspraksis. For at velfærdsuddannelserne kan tiltrække nye ansøgere, får gymnasiestuderende at vide, at deres arbejde vil være godt og nødvendigt, men ingen retoriske kneb kan tilsidesætte den overvældende følelse af magtesløshed på jobbet. Du skal ikke kun bøje dig for folkeskolens dagsordener, men også tro på politikernes værdisystem og overfladiske reformer, imens din professionelle dømmekraft og autonomi undermineres.

Med en nedgang i ansøgninger på professionshøjskolerne kan det konstateres at velfærdsuddannelserne varsler katastrofe-tal. Sygeplejerskeuddannelsen har set et drastisk fald i ansøgertal på -28%, mens de andre velfærdsprofessioner også tegner et bekymrende billede, pædagoguddannelsen -19%, socialrådgiveruddannelsen -17% og læreruddannelsen -12%. Det er dog værre endnu, for på de fire velfærdsuddannelser frafalder mellem hver tredje til fjerde studerende i løbet af de første tre år, og i min daglige gang på lærerstudiet, bekender mange af mine medstuderende, at de ikke ønsker at arbejde i folkeskolen, når de er færdiguddannede.

Politikerne og professionshøjskolerne forsøger at modvirke denne massive tilbagegang i ansøgertal. For at realisere dette mål, kigges der mod bedre ‘uddannelsesbranding’, markedsføringsteknikker er derfor nu rettet mod kommende studerende. Formålet er at sælge en fremtid til unge, så de er mere engagerede, ‘brand bevidste’ og vidende om den pågældende profession, men at implementere markedsløsninger til sociale problemer er vildledt politik. Mit uddannelsessted, VIA University College spørger sig selv “er vi gode nok til at oplyse gymnasieelever om uddannelsesmuligheder?”, men katastrofe-udviklingen skyldes ikke ineffektiv ‘velfærds retorik’. Det er et fundamentalt spørgsmål omkring bedre løn- og arbejdsvilkår.

Det er givetvis et udtryk for en samfundstendens; ægte, produktiv arbejdskraft bliver ubønhørligt udnyttet og underbetalt, mens resten indtjener anstændige middel- eller overklasses indkomster fra deres ledelsesmæssige eller administrative opgaver. Selvom der ikke er noget objektivt mål for social værdi, synes der i vores samfund at være en generel regel om, at jo mere social værdi du bringer, jo mindre bliver du betalt (med få undtagelser, f.eks. læge). Markedsføringsindsatsen løser ikke problemet, men portrætterer i stedet et spektakulært fremtidsbillede af velfærdsuddannelsernes mål og kultur; læreruddannelsen brander sig over for sine potentielle studerende, og foreslår at deres interesser stemmer overens med skolesystemet. Det er et forsøg på at påvirke studiets og arbejdspladsens diskurs og tanke; de unge med en læreruddannelse indoktrineres til at være loyale, hvorved de må acceptere virkelighedens praksis.

Inden for lærerprofessionen bliver vi endvidere bundet af en moralsk dynamik, hvorved lærergerningen som produktiv arbejdskraft udnyttes og underbetales, og samtidig må vi ikke klage, da det er nok i selv, at vi brænder for arbejdet. Begrebet ‘passionsskat’ (eller ‘begejstringsudnyttelse’) eksemplificerer denne forventning. Det er en udbredt misforståelse, at arbejdsgivere i følelsesmæssigt givende professioner kan skrue ned for lønniveauet. Dette ræsonnement bruges dog til at banke de velfærdsuddannede på plads, så snart de begynder at klage over forholdene i uddannelses- eller sundhedssektoren. Dårlig kompensation og ringe arbejdsvilkår tilbydes til dem som vil medvirke til positiv social forandring - og så skal arbejdet i sig selv betragtes som nok belønning?

Når vi indser at altruistisk tilfredsstillelse ikke betaler vores boliglån, så kan vi ikke længere set bort fra virkeligheden. Københavns boliger er for dyre for lærere og sygeplejersker - dette gælder også andre byområder. Boligkøb uden årtiers lange lån er generelt luksus forbeholdt til akademikerne. Så hvorfor overhovedet arbejde i velfærdsområdet? Vores hårde arbejde byder ikke på andet end et brudt løfte; en form for imaginært boligejerskab, hvor adgang opnås gennem årtiers gæld. Dette er den eneste vej for de fleste, hvis boligejerskab skal opnås, mens banker og finansielle institutioner ånder os i nakken og truer med tvangsauktion.

Passionen for arbejdet er en god motivationsfaktor, men må ikke forekomme som en undskyldning for at underbetale lærere og andre velfærdsprofessioner. At undervise børn og gå på opdagelse i litterære og historiske universer, at danne meningsfulde relationer, inkluderende klasserum samt social trivsel er givende, men det er mentalt krævende og stadig arbejde. Udbrændthed og stress blandt kollegerne udgør resultatet af et arbejdsliv, hvor lærerens autonomi tilsidesættes, samtidigt med at lærerprofessionen udsættes for umulige arbejdsopgaver, hvorunder ‘utilstrækkelige ressourcer’ er det nye synonym for inklusionsindsatsen.

Nogle vil argumentere, at lærere bliver betalt i henhold til deres markedsværdi, men det er en myte, at markedsmekanismerne afspejler social værdi. Vi har allesammen gennemlevet pandemien, vi har alle set det arbejde, der kræves for at holde samfundet kørende - det er ikke så meget arbejde, som vi troede. Vi har set, hvem de væsentligste arbejdere er, og det er ikke alle, men det er bestemt lærerne, pædagogerne, socialrådgiverne og sygeplejerskerne, som udgør velfærdssamfundets rygrad.

Med økonomiske teorier kan vores kultur dog på ‘videnskabelig vis’ devaluere velfærdsprofessionerne. Ligevægtsmodellerne og hviletilstandsteorierne lånt fra fysikken gælder ikke for et konstant svingende marked, når pendulet holder op med at svinge, eller en kuglepen falder på bordet, er der matematik til at beskrive disse tilstande af hvile og ligevægt, men disse teorier reflekterer ikke markedets grundlæggende karakter. Markedet er i sagens natur et system, der altid ændrer sig, og reflekterer i højere grad hvad spekulative finansielle institutioner, rige investorer og store virksomheder værdsætter i henhold til deres købekraft. Markedet er ikke en demokratisk refleksion af befolkningens behov, men et udemokratisk billede af hvad de velhavende i samfundet værdsætter.

Omsorgsfag der primært er besat af kvinder, er underbetalt, og indtil disse professioner tilbydes gode løn- og arbejdsforhold, så vil det ikke være et attraktivt valg for unge. De politiske forhandlinger om en ny læreruddannelse, og den seneste finanslov, der har afsat 125 millioner kroner yderligere til læreruddannelsen mellem 2023-2025 hvert år, er utilstrækkelige. Så længe at vi undlader, at adressere udnyttelsen af velfærds arbejdskraft, kan vi formentligt se frem til en masseudvandring fra uddannelses- og sundhedssektoren, da den følelsesmæssige belønning ved arbejdet ikke alene engagerer sig i at tilbyde bedre løn- og arbejdsvilkår.

Det vi ser nu, er hvad filosof, Jürgen Habermas, har advaret os mod; den demokratiske diskurs viger pladsen for den teknisk-operative administration med dens manipulative instrumenter, som underminerer den demokratiske diskurs. Det handler nemlig ikke om bedre ‘uddannelsesbranding’, ‘velfærdsretorik’, eller tekniske optimeringer af velfærdsuddannelserne. Velfærdsstatens rekrutteringsudfordringerne handler heller ikke om et opgør med forestillingen om, at den akademisk uddannelse er den eneste ‘rigtige veje’ - omend ikke andet er uddannelsessnobberiet forårsaget af ringe arbejdsforhold.

På trods af dette, bliver vores velfærdsdiskurs saboteret af tekniske og manipulative løsninger, mens økonomiske besparelser, folkeskolereformer og nationale test fungerer som et ‘vidundermiddel’. Den restriktive erkendelsesteori tjener som objektiviseringen af den demokratiske diskurs, de teknologiske regler kommer først, og derefter anvendes eksterne kontrolinstrumenter i stedet for at drive et demokratisk samfund på grundlag af gensidig respekt og aftalte normer. Lovforslagene er effektivt fastsat og refererer til teknologiens grundlag, som nu forklarer og retfærdiggør al demokratisk beslutningstagen, hvorved kommunikativ værdirationalitet undermineres af teknokrati. Dette skaber stor afstand mellem velfærdsprofessionerne og politikerne, som søger tekniske løsninger fremfor en reel anerkendelse af velfærdsprofessionerne gennem bedre løn- og arbejdsforhold - og såfremt at teknokratiet fortsætter og velfærdsprofessionerne devalueres, så vil unge søge andre steder hen.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS