I de seneste par år har der været meget debat om
kvaliteten af pædagog- og læreruddannelsen. Ofte med udgangspunkt i, at
uddannelserne er underfinansieret, at de studerende har for få undervisningstimer,
at de ikke får nok feedback og at dette går udover kvaliteten af forløbene. Men
undervisningstimer og feedback er ikke et kvalitetsmål i sig selv. Derimod er indholdet,
læringsformer og læringsudbyttet afgørende faktorer for kvaliteten.
Netop indholdet i uddannelsen på professionshøjskolerne
er elefanten i rummet. Ser man på definitionen af en ”professionsuddannelse”, skal
undervisningen hænge sammen med det, der sker ude i virkeligheden. Der er lagt
op til, at de studerende skal arbejde med temaer, som de vil møde på en arbejdsplads.
Det er særligt her, at uddannelserne er udfordret. I en evaluering af
pædagoguddannelsen fra 2021 (uddannelses- og forskningsministeriet) konkluderes
det, ”at samspillet mellem praktik og undervisning ikke hænger sammen og at
kun 23 procent af de arbejdsgivere, der har ansat nyuddannede pædagoger de
seneste år, vurderer at uddannelsen har klædte dem ordentligt på til det, der
venter dem i praksis”.
Dertil viser nye tal fra tænketanken
Kraka, at næsten hver anden nyuddannet lærer fra årgang 2020 vælger folkeskolen
fra. Her spiller bl.a. arbejdsvilkårene og lønnen en rolle, men der tegner sig også
andet billede. Nemlig vores grundlæggende behov for at føle os kompetente. Her
møder jeg jævnligt fagfolk, som beretter om, at fravalget af folkeskolen primært
handler om, at de ikke føler sig klædt godt nok på til at tackle mange af de
problemstillinger, som de møder hver dag i praksis. Det er endda gået så vidt,
at nogle kommuner har aftaler med private konsulenthuse til at klæde nyuddannede
lærere og pædagoger på til praksis gennem intensive kursusforløb, når de bliver
ansat. Forløb, som har vist sig at være en nødvendighed, fordi de nyuddannede mangler
helt basal viden om fx mistrivsel, konfliktløsning, klasseledelse,
interkulturel pædagogik, forældresamarbejde mv.
Den akademiserede virkelighed
Dette er ikke en ny problemstilling.
For 10 år siden fandtes samme ønske om at skabe bedre teori-praksis-kobling på
uddannelserne. I forskningsrapporten Brobygning mellem teori og praksis i
professionsbacheloruddannelserne viser: ”at der fortsat er langt fra
skolebænk til praksis”. Uanset hvor mange gange politikerne vælger at
reformere og nytænke uddannelserne, mener jeg, at problemet findes et helt
andet sted. Statistikkerne over nyansatte adjunkter og lektorer taler nemlig
deres tydelige sprog og er muligvis en del af forklaringen på, hvorfor
studierne er blevet mere akademiseret. Antallet af Ph.d’er ansat er fordoblet
på blot fire år, og når blikket rettes mod de seneste års stillingsopslag går
den samme sætning igen og igen: ”du må meget gerne have en relevant ph.d.-uddannelse”,
men ingen ønske eller krav om praksiserfaring. Underviserne er altså meget
langt fra praksis, og det kan være én forklaringerne på den stigende
utilfredshed over tavle undervisning med genbrug og oplæsning af teksttunge
slides med abstrakte teorier, som sjældent er brugbare i praksis.
Jeg kan godt frygte, at nogle er mere
optaget af at uddanne akademikere og forskningsprofiler fremfor dygtige lærere
og pædagoger. Som også sociolog og prisvindende
underviser Anette Prehn skrev i sin bog fra 2015, Hjernesmart pædagogik:
"Jeg er
skeptisk overfor tendensen med at teoretisere dygtige pædagoger og lærere.
Ligesom jeg er skeptisk overfor, at mindre dygtige praktikere skulle blive
dygtige praktikere af teoretisk overbygning. Spørger du mig, udvikles
pædagogisk praksis først og fremmest gennem jordnær og enkel praksistræning.”
Det er en klokkeklar kritik af
uddannelserne, og som et alternativ opfordrer Prehn til at trække videnskab ud
af elfenbenstårnet og oversætte det til et hverdagssprog, visuelle hjælpemidler
og metoder, som er brugbar i virkeligheden. For som Prehn argumenterer; ”Hvis forskning ikke når ud
til og gavner almindelige mennesker, hvad er så overhovedet pointen?” Det er ikke kun studerende og medarbejdere, som
efterspørger mere praksisnærhed. Også ledere i den tidligere nævnte evaluering fra
2021 af pædagoguddannelsen ”efterspørger nyuddannede, som har viden
om målgruppen, konflikthåndtering, samarbejde samt social- og
specialpædagogiske metoder”.
Altså mangler der en kobling mellem
indhold og elevernes realiteter. Desværre er det min erfaring, at et flertal af
underviserne prioriterer forskningsaktiviteter- og artikelskrivning i sådan en
grad, at undervisningen bliver til et bijob. En af konsekvenserne er, at
uddannelsesinstitutionerne således har medarbejdere, som hverken har de didaktiske
og pædagogiske kompetencer til at undervise. Eller den nødvendige indsigt fra
praksis til at tilbyde meningsfyldt indhold og læringsformer til de studerende.
Der eksisterer således et modsætningsforhold, hvor der på den ene side er
studerende, som efterspørger relevant og praksisnær undervisning - og på den
anden side undervisere, som er optaget af at blive prestigefyldte forskere, som
skal forfatte anerkendte artikler og bøger.
Hvilke
initiativer skal der til
På nuværende
tidspunkt klæder vi de studerende med viden og teori, som egner sig til de
absolut bedste betingelser og børnegrupper i praksis – uden at tage højde for
mange af de uforudsete og almindelige problemstillinger, som der er i
hverdagene - såsom sygefravær, møder, sårbare/udsatte børn, utilfredse forældre
samt et hav af ad-hoc opgaver. Dog er der ingen tvivl om, at de seneste års kritik
af professionshøjskolerne er taget til efterretning. Et flertal af
professionshøjskoler har allerede sat flere initiativer i værk til at skabe en
mere praksisnær uddannelse, og man kan håbe, at den kommende reform af
læreruddannelse, ”som sigter mod en fagligt stærkere og mere attraktiv
uddannelse, der matcher forskolens behov” bidrager til, at
professionshøjskolerne får rekrutteret, fastholdt og klædt kommende fagfolk på
til praksis. Men hvis vi skal nå i mål med dette, kræver det, at de udfordrer
og nytænker underviserrollen. Man kunne eksempelvis hæve prestigen ved pædagog-
og lærerfagligheden ved at anerkende og ansætte medarbejdere, som rent faktisk
har været ansat som lærere eller pædagoger i praksis. Dertil kunne man skrue
ned for forskningsaktiviteter og overveje, om de nuværende medarbejdere skal
have en rolle på en skole eller institution. På samme måde som Børne- og Undervisningsministeriet
har gjort med nogle af deres læringskonsulenter, hvor de er ansat i 60/40
ordninger. Det vil give en hjælpende hånd ift. nogle af de store
rekrutteringsudfordringer, der er i praksis landet rundt - og samtidig bidrage
til, at underviserne får en hårdt tiltrængt indsigt i virkeligheden på skolerne.
Dertil skal uddannelsesledere tættere
på undervisernes praksis – og give feedback på det didaktiske og pædagogiske
indhold af deres medarbejders undervisningsforløb. I mine 6 år som medarbejder
har jeg kun én gang haft en uddannelsesleder, der observerede og gav feedback
på min undervisning. Hvis man ønsker at komme kritikken til livs, skal der mere
til end økonomi og justering af kompetence- og vidensmålene på uddannelsen.
