Danmarks Statistiks seneste opgørelse af lønudviklingen i kommunerne viser, at lønnen udvikler som det blev aftalt ved overenskomsten i 2008. Samtidig har finanskrisen betydet lavere priser, og derfor har lærerne fået en stor reallønstigning.
Lønudviklingen i første kvartal af 2009 er på 5,7 procent, mens forbrugerprisudviklingen er på 1,9 procent. Det betyder, at der er tale om en reallønsstigning på 3,8 procent. De kommunalt ansattes organisation KTO kalder stigningen for "stærk positiv" og forventer det samme billede på længere sigt.
"Forbrugerprisudviklingen er så lav. Det er den på grund af finanskrisen. Finanskrisen gør, at priserne ikke stiger, så meget som forventet. Og så bliver reallønnen højere", forklarer konsulent i DLF, Troels Østergård.
Lærerne får reallønsstigningen, fordi de tal for inflationen, som man gik ud fra ved overenskomstforhandlingerne i 2008 har vist sig at være anderledes end forventet.
"Vi har aftalt en lønstigning 1. april og 1. oktober. Parterne har skønnet ud fra de tal som Finansministeriet og Det Økonomiske Råd kom med. Der havde man skønnet en højere inflation, end det har været tilfældet. Og det kommer lærerne til gode", siger Troels Østergård.
Lærernes realløn stiger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.