Lærernes arbejdsmiljø

»Den var aldrig gået i Nordea!« En talemåde på min skole, som er aktuel, hver gang hylderne på lærerværelset roder ud over det æstetisk tilladte, når alle lærerne tager deres madpakker frem, og når 40 medarbejdere på et pædagogisk rådsmøde har brugt to timers arbejdstid hver på at diskutere frem og tilbage uden at have taget nogle nævneværdige beslutninger (matematisk interesserede kan her regne på, hvad det koster i kroner og øre).

Indrømmet, som folkeskolelærer kan man godt blive lidt misundelig på visse arbejdsforhold i det private erhvervsliv. Som den lille pige med svovlstikkerne får man et smugkig ind en gang imellem via medierne, og man danner sig et billede af et arbejdsmiljø, hvor der er rent over det hele, når de møder på arbejde, møblerne er ergonomisk korrekt indrettet og holdt i diskrete farver, en stemning af tempo og effektivitet, samtidig med at der er kælet lidt for pausetiden i form af ordentlige kantineforhold, en sofa til at slappe af i og måske endda et bordtennisbord til at hygge sig ved sammen med sine kollegaer. Arbejdstiden er længere, og kravene er mere konkrete, til gengæld er der lønbonus til en specielt god arbejdsindsats og seks flasker rødvin til jul.

Nu skal arbejdsmiljøet jo passe til medarbejderne, og man må selvfølgelig ikke underkende, at en stor del af læreres selvforståelse er, at vi er mennesker med bløde værdier.

Materielle goder har ingen betydning, for det handler jo om børn, læring og personlig udvikling. Lærergerningen er stadig et kald, og vores professionsidealer kredser om den engagerede lærer, der er drevet af indre tilfredsstillelse ved at udrette noget godt ikke af noget så overfladisk som god løn eller frynsegoder.

Men alligevel. Hvorfor må der ikke kæles lidt for lærernes arbejdsmiljø? Hvorfor skal der være så grimt over det hele? Hvorfor skal pauserne altid forstyrres af børn og gårdvagter? Hvorfor er der ingen ordentlige kantineforhold? Eller mødelokaler? Hvorfor skal vi selv tømme opvaskemaskiner og sørge for kridt og betale vores egen julefrokost? Jeg har hørt om en skole, hvor der var så lidt styr på rengøringsansvaret, at klasselærerne selv købte karklude til deres klasses ordensdukse og tog dem med hjem til vask hver fredag. Og en anden skole, hvor 50 lærere selv må sørge for at lave kaffe på to tikopperskaffemaskiner. Det kan blive for sølle, og det er forståeligt, at så mange unge nyuddannede og især mandlige lærere forlader folkeskolen så hurtigt igen. At blive folkeskolelærer lugter lidt af leverpostej, det er ikke ligefrem at gøre karriere.

Det må være muligt at udvikle en virksomhedskultur, der er lidt mere attraktiv for voksne mennesker. Når skolernes arbejdsmiljø er oppe som punkt på kommunalt plan, er det ikke de fysiske rammer, der fokuseres på. I Århus vil man for eksempel udvikle og forbedre skolernes miljø ved at arbejde med supervision, målrettet efteruddannelse og kurser i blandt andet konflikthåndtering. Og det er fint, udvikling af kommunikative og relationelle kompetencer er slet ikke irrelevant for en skoles psykosociale arbejdsmiljø. Men hvis nu skolen og dens personalerum var et attraktivt og behageligt sted at være for voksne rent fysisk, så kunne det være, at man helt af sig selv trivedes lidt bedre, følte sig mere værdsat, blev mildere mod hinanden, rankede ryggen over for forældrene og helt af sig selv ikke havde noget imod at blive der lidt længere nogle gange.

Asla Fomsgaard Adrian er lærer