Lærerne og de nye vilkår

"Lærerne og de nye vilkår" vil ifølge bagsideteksten udfordre de traditionelle forestillinger om undervisning og læring både i skolen og i lærernes efter- og videreuddannelse, fordi de, ifølge forfatterne, ikke længere giver mening. De digitale læremidler i skolen stiller nye krav – det er de nye vilkår – og den traditionelle tænkning om efteruddannelse af lærere fungerer på uddannelsessystemets præmisser og ikke på lærernes.

Min første tanke er, at forfatterne er lidt sent ude. Blot i løbet af 2010 er der i Folkeskolen anmeldt tre-fire bøger om de digitale midlers udfordringer til skole og uddannelsessystem. Og ved nøjere eftersyn må jeg fastslå, at denne bog ikke leverer noget nyt, hverken læringsteoretisk eller didaktisk. Det andet hovedtema, som vedrører lærernes efter- og videruddannelse, tager afsæt i det postulat, at lærernes efter- og videreuddannelse er bundet af pensum i form af kompendier og litteraturlister frem for at tage afsæt i lærernes praksis. Der er næppe dækning for at tale om lærernes efter- og videreuddannelse i bestemt form, jeg kan for eksempel ikke genkende billedet. Og jeg anser det for en uskik, at forfattere bruger plads til udokumenteret at hævde "de andres" misforståelser eller dårlige praksis for så at fremhæve deres egen bedre praksis. Det er betænkeligt, når det første som her fylder mere end det sidste. Og det er ærgerligt, fordi der i glimt gives eksempler, som kolleger kan inspireres af. En systematisk fremstilling af "god" praksis, grundige analyser og perspektiverende refleksioner er aldrig overflødige og behøver ikke nødvendigvis at have "nyhedsværdi", blot de har kvalitetsværdi. Men det leverer bogen altså ikke.  

De teoretiske underbygninger af den "tidssvarende professionspædagogik", som forfatterne hævder at have udviklet, refererer til relevante, men også velkendte fremstillinger af forskellige vidensformer og af teori/praksis-forholdet.

Bogen holder ikke fokus. Forbindelserne mellem udfordringer til lærerne i skolen og udfordringerne til underviserne i efter- og videreuddannelserne skal man som læser stort set selv tænke ind. For eksempel står bogens sidste kapitel om undervisning og vejledning i skolen – som glider mellem vejledning af elever og kollegavejledning – helt løsrevet. Mon der er tale om en bog sat sammen af artikler, forfatterne har skrevet i andre sammenhænge? Den tanke understøttes af de mange gentagelser og en for mig vanskeligt gennemskuelig struktur. De mange simple modeller fylder mere, end de opklarer, og den udbredte anvendelse af fed skrift finder jeg uskøn. Målgruppen? Bagsideteksten peger på lærernes eller – mere bredt – semiprofessionernes efter- og videreuddannelser. De må vel mene underviserne i disse uddannelser?