Alle landsdele melder om omfattende mangel på lærere, og 43 procent af kommunerne oplever, at det inden for de seneste tre år er blevet sværere at rekruttere lærere. Det viser en ny rapport fra KL.
I Lærernes a-kasse genkender man tendensen. Hvor der før kunne være flere hundrede ansøgere til et lærerjob, ringer skolelederne nu og efterspørger ansøgere, og skolerne har sat ekstra fokus på at fastholde medarbejdere ved blandt andet at tilbyde større fleksibilitet i jobbet. Det fortæller job- og karrierekonsulent Janne Lundsgaard Sandberg:
»Folkeskolen mærker presset fra, at flere elever og lærere flytter til privatskole. Der er lønnen måske lidt lavere, men fleksibiliteten større. Det vil skolelederne på folkeskolerne gerne matche inden for de politisk fastsatte rammer, man nu engang har. Derfor er det blevet lettere som lærer at insistere på, at man for eksempel skal have mulighed for at hente børn«.
Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal bekræfter, at skoleledere i perioder med lærermangel strækker sig langt for at fastholde det pædagogiske personale.
»For eksempel ved at sørge for, at man underviser i de fag, man ønsker sig. Fleksibiliteten er især i spil ved nyansatte, der kommer lige fra læreruddannelsen. Skolelederne er meget optagede af at finde en balance mellem ikke at give dem for mange undervisningstimer og samtidig at få dem vænnet til at have et fuldtidsarbejde«, siger han.
Efterspørgsel afhænger af fag
Janne Lundsgaard Sandberg understreger, at lærerfaget er mere komplekst og alsidigt end mange andre brancher. Det gør, at lærermanglen langtfra åbner de samme døre for alle. For eksempel er der ikke lige stor mangel på lærere til alle fag.
»Har man fysik/kemi og matematik som linjefag, er der større rift om en, end hvis man eksempelvis har engelsk og billedkunst. Og så er det vigtigt for mig at understrege, at mange lærere er ledige, fordi de i en kortere eller længere periode ikke skal være lærere længere. Fordi de for eksempel er udbrændte eller har stress«, siger hun og tilføjer:
»Vi har dog stadig ledige lærere, der brænder for jobbet, over hele landet. Derfor opfordrer vi naturligvis skolelederne til at kontakte os i endnu højere grad, end de gør i dag. Vi har kompetente, ledige lærere, der står på spring for at komme i gang. Og det vil vi gerne hjælpe til med sker så hurtigt som muligt til gavn for både lærerne og eleverne«.
Lærermangel kan give større fleksibilitet i arbejdslivet
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.