"Ideen med hjemmesiden er at gøre opmærksom på folkeskolen som tema i valgkampen. Vi synes, det er smart at gøre det fælles, i stedet for at de enkelte kredse arbejder med lokale løsninger, som ikke bliver ført ud i livet", siger kredsformand i Hvidovre Lærerkreds Flemming Ernst. Han er en af idéudviklerne bag hjemmesiden x-skolen.dk.
Kredsene bag hjemmesiden har fundet frem til nogle af de temaer, som de mener, er væsentlige i en god folkeskole. Blandt andet tid til den enkelte elev.
"I de københavnske kommuner støder vi ofte på, at det er problem at få tid til den enkelte elev. Der er ikke timer nok til støtteforanstaltninger, holddannelse, specialundervisning i klassen og til at tage hånd om undervisningen af den enkelte elev. Her er der blevet beskåret de senere år. Et andet tema er timetallet. Det er et problem, at der skæres i timetallet, når man samtidig forventer, at eleverne lærer mere og mere", siger Flemming Ernst.
Kredsene peger ikke på bestemte politikere
Et tredje tema er, at en skrantende økonomi går ud over klasserejser, lejrskoler, som kredsene også anser som en vigtig del i folkeskolen.
"Skole er andet end at sidde i klasseværelser", siger Flemming Ernst.
Fra hjemmesiden er der link til de 12 lokalkredses hjemmesider, og her er det så meningen, at kredsene hver især skal lægge information om, hvordan det ser ud i den enkelte kommune.
Kredsene vil ikke pege på hvilke politikere, de mener, kan løse opgaven bedst.
"Vi har holdninger til, hvordan vi får kvalitet i skolen, men vi er partipolitisk uafhængige og kommer derfor ikke med forslag til, hvilke politikere, man bør stemme på", siger Flemming Ernst.
Kredsene kommer med deres bud på væsentlige temaer i folkeskolen, og så er det op til vælgerne at spørge, hvordan deres lokale politikere vil løse de udfordringer.
Lærerkredse vil sætte skolen på kommunalvalgets dagsorden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.