Danmarks Lærerforening var ikke inviteret, da Undervisningsministeriet i en usædvanlig fart udarbejdede nye målbeskrivelser for fagene dansk og matematik, som blev præsenteret i begyndelsen af februar i år. Først bagefter blev der gennemført en høring, hvor blandt andre DLF kunne give sit besyv med. Her havde Lærerforeningen en række kritikpunkter og tilbød så at deltage i det videre arbejde.
Direktør for grundskoleområdet i ministeriet Kim Mørch Jacobsen har nu skrevet til Danmarks Lærerforening og bedt foreningen udpege en repræsentant til de 17 nye arbejdsgrupper. Hver gruppe kommer til at bestå af to pædagogiske konsulenter fra ministeriet, fagets fagkonsulent, DLFs repræsentant og to lærere eller konsulenter med særlig viden inden for det pågældende fag. Der skal udarbejdes "Klare mål" for følgende fag: engelsk, kristendomskundskab, historie, samfundsfag, idræt, musik, billedkunst, håndarbejde, sløjd, hjemkundskab, natur/teknik, geografi, biologi, fysik/kemi, tysk, fransk og dansk som andetsprog.
Lærerforeningen nu med i arbejdet med "Klare mål"
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.