Konsolideringsfradraget er et fradrag som skal sikre, at inflationen ikke udhuler fagforeningernes strejkekasser. På grund af fradraget har foreningerne kunne nøjes med at betale skat af de renter, der ligger ud over, hvad inflationen har udhulet i foreningens værdier.
I 2008 var fradraget på 2,6 procent og i år på 3,4 procent, men til næste år bortfalder det helt med den nye skattereform.
Det vil ifølge økonomichef i Danmarks Lærerforening Oskar Trieb koste foreningen omkring 15 millioner kroner.
Ingen offentlig debat om ændringen
Politikerne er gået meget stille med dørene omkring afskaffelsen. Ingen debat og ingen offentliggørelse. Ugebrevat A4 har fået udarbejdet en analyse af rådgivende skatterevisor Christen Amby, og han er selv overraskt over fundet.
"Det står ingen steder direkte, at man vil suspendere konsolideringsfradraget i 2010. I skattereformens lovforslag står der intet om at reformen vil ramme fagbevægelse, arbejdsgiverorganisationer og brancheorganisationer. Men det vil det", siger han til Ugebrevet A4.
I Danmarks Lærerforening har man først hørt om, at fradraget bortfalder her til morgen.
"Det er altid ærgerligt at skulle undvære en ret, vi har haft i mange år".
I LO-organisationerne er man rasende over, at den ekstra skatteregning ikke er blevet lagt åbent frem, da reformen blev præsenteret.
"Hvis det her er et angreb på fagbevægelsen, så synes jeg, vi er enormt langt ude. Gør det dog åbenlyst, så vi ved, hvad vi skal forhold os til i stedet for at komme som en tyv om matten, der stikker snablen ned i vores kasse", siger hovedkasserer Ulla Sørensen fra 3F til A4.
Men Oskar Trieb mener bestemt ikke, at det er en ændring, der er lavet specifikt for at ramme fagbevægelsen. Den rammer også arbejdsgiverorganisationer og andre brancheorganisationer.
I Danmarks Lærerforening vil man nu se på, hvilke andre fradrag man kan udnytte for at dække hullet.
Lærerforeningen mister millionbeløb på skattereformen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.