Giv tre skolebøger eller et sæt skoleredskaber eller en hel læreruddannelse. På Ibis' hjemmeside kan man på flere måder være med til direkte at støtte undervisningen i Sierra Leone. Landet er kørt ned efter en opslidende borgerkrig. Der er hverken elektricitet eller rindende vand, og undervisningen i skolerne foregår med ganske få midler.
I klasserne er der stor aldersspredning, fordi det under krigen for mange børn ikke var muligt at komme i skole. I dag er det et af landets mål at få de mange børn i skole.
I disse dage er generalsekretæren og en projektkoordinator fra Sierra Leones lærerforening i Danmark for at fortælle om situationen. I dag skal de i Århus blandt andet holde foredrag om, hvordan livet for en lærer er i Sierra Leone.
De føler, de står over for mange problemer. Et af de største er manglen på kommunikation.
"Kommunikation er meget besværligt i Sierra Leone, fordi vejene er så dårlige. Postsystemet er næsten ikke eksisterende. Derfor ville mobiltelefoner betyde meget for vores arbejde", siger projektkoordinator i Sierra Leones lærerforening Hawa Koroma, som har undervist i skoler i 10 år og på læreruddannelsen i Sierra Leone i 15 år.
Generelsekretær Davidson Kuyateh mener, at mobiltelefoner i de enkelte byer er nødvendige, hvis lærerne skal informeres om eksempelvis ny lovgivning fra Undervisningsministeriet.
Han er sikker på, at lærerne i Sierra Leone sætter stor pris på, at indsamlingen på Lærerens dag i år går til Sierra Leone.
"De vil sætte pris på, at der er samarbejde mellem lærere i Europa og Afrika", siger han.
Vil man vide mere om, hvordan man kan støtte undervisningen i Sierra Leone kan man finde flere informationer på Ibis hjemmeside.
Lærerens dag: Støt undervisningen i Sierra Leone
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.