Hvis vi aldrig lærer nye måder, så underviser vi på den måde, vi selv blev undervist på i sin tid. Det er vist en uomtvistelig kendsgerning. Det betyder for faget seksualundervisning, at mindst halvdelen af lærerkorpset underviser i sex, som de selv blev undervist i forplantningslære i 50'erne og 60'erne. Elevernes bøger, film og musik handler om flirt, kærlighed og nymodens ungdomsliv, men undervisningen - hvis den overhovedet bedrives - handler om sygdomme, skader og skandaler.
For at rette op på den type undervisning har Ninon Schloss i denne lærervejledning samlet sine undervisningserfaringer med anderledes relevant udgangspunkt.
Hun giver gode råd til både korte og længere forløb i 8.-10. klasse og gode instruktioner om, hvad læreren skal have tænkt igennem, inden hun kaster sig og eleverne ud i de forskellige emner: Historiske tilbageblik, variationer og minoriteter, de mest almindelige spørgsmål og svar, lovstof, porno, gæstelærere, klinikbesøg, artikler og undervisningsmidler.
Alle ideer er gennemprøvede og kommenterede af en farverig personlighed på en måde, så en anden kollega kan sortere og supplere, som det nu passer ens eget gemyt.
Masser af oversigter, spørgsmål, cases og artikler er lige til at kopiere til eleverne.
En virkelig håndsrækning til den kollega, der trods seminariernes totale svigt på området tør satse på at beskæftige sig med det, eleverne finder virkelig relevant lige nu, hvor de er 14, 15 og 16 år.
Mindst en til hvert lærerbibliotek.
Lærerens bog i seksualundervisning
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.