Sidste år stod matematiklærer Carsten Lund med en elev, der skulle forsøge at løse en fejlbehæftet opgave. Men hverken han eller hans afdelingsleder mente, at de måtte hjælpe eleven.
Nu fortæller undervisningsminister Bertel Haarder i et svar til uddannelsesordfører Christine Antorini (S), at lærerne gerne må hjælpe.
"I Danmark er testene først og fremmest et pædagogisk analyseredskab for lærere og skoleledere. Læreren bestemmer, hvilke hjælpemidler der skal anvendes til testen, og kan - hvis det giver bedst mening pædagogisk - hjælpe eleven med at komme igennem testen".
Det svar overrasker lærer Carsten Lund meget.
"Det er helt nyt for mig, at Bertel Haarder mener, at vi må hjælpe børnene videre, hvis de ikke kan finde ud af det. Jeg gjorde ikke noget i situationen sidste år. Havde jeg vidst det her, havde jeg selvfølgelig reageret anderledes".
Ingen må sidde med en dårlig oplevelse
I Skolestyrelsen er chefkonsulent Jakob Wandall ikke overrasket over ministerens udmelding.
"Det er pædagogikken og lærerens anvendelse af testresultaterne, der er i højsædet, og hvis det viser sig, at en elev ikke har chancer for at komme igennem testen på en fornuftig måde, og læreren vurderer at det er det, der giver bedst pædagogisk mening, så vil det være fornuftigt, at læreren sætter sig sammen med eleven og lirker eleven igennem, så testen bliver gennemført, og man lever op til lovens krav. Det vil være helt i systemets ånd, at der ikke er nogen elever, der bliver efterladt med en dårlig oplevelse".
Ifølge Jakob Wandall må læreren altså hjælpe eleverne både i forhold til praktiske problemer som for eksempel læsevanskeligheder i en matematiktest og i forhold til psykiske problemer, hvis eleven for eksempel er blevet for nervøs eller usikker eller er gået i stå ved en bestemt opgave i testen.
"De nationale test er lærerens redskab, og derfor skal læreren også sætte rammen for, hvordan de skal anvendes. Vi anbefaler, at man bruger de samme hjælpemidler, som man gør i undervisningen til daglig".
Carsten Lund kan godt se, at det er en fordel for systemet, at så mange som muligt kommer igennem testen.
"Men hvis det kun handler om at se, hvad eleverne kan, så kan jeg ikke lade være med at sige, at det ved jeg da godt i forvejen. Derfor opfatter jeg det jo som, at der er andre, der gerne vil vide, hvad mine elever kan og sammenligne med andre klasser og skoler", siger Carsten Lund.
Behov for bedre vejledning om betingelserne
Carsten Lund har forhørt sig hos sin afdelingsleder og blandt kollegerne på skolen. De var godt klar over, at man måtte hjælpe børn med fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, men ingen af dem har fået indtryk af, at de måtte hjælpe eleverne til at komme videre ved de nationale test, for "en test er jo en test".
Det får Jakob Wandall til at henvise til den vejledning, lærerne har haft mulighed for at læse i forbindelse med testafviklingen, hvor der til eleven står "I må gerne få hjælp til at læse eller forstå opgaverne af jeres lærer. Hvis der er problemer med computeren, eller der er noget ved en opgave, I ikke forstår - f.eks. klik-flyt-klik funktionen - må I gerne spørge. I skal blot være stille, så I ikke forstyrrer de andre".
"Men man kunne jo godt sige, at når Carsten Lund og hans kolleger tydeligvis ikke har været opmærksomme på vejledningen, så viser det, hvor vigtigt det er at informere om betingelserne for testen", siger Jakob Wandall.
Frygter ikke snyd
Jakob Wandall kan ikke forestille sig, at lærerne vil benytte muligheden for at hjælpe eleverne til at snyde med testene for at opnå bedre resultater.
"Jeg tror at selvjustitsen i den danske lærerstand er for stor. Lærerne vil jo gerne bruge redskaberne på en fornuftig måde. Og når hverken gode eller dårlige præstationer har konsekvenser for lærerne, så tror jeg ikke, der er nogen, der vil gøre det. De vil jo bare få ubrugelige resultater".
Carsten Lund mener heller ikke, at muligheden for at hjælpe vil føre til snyd.
"Jeg vil jo selvfølgelig det bedste for mine elever. Men hvis der er andre, der ser, at jeg hjælper en elev, så vil de sige: Hvorfor hjalp han så ikke mig? Så man er nødt til at være rimelig neutral. For selv om børnene godt ved, at der er nogle der har det svært, så vil de i en situation, hvor de bliver målt og vejet reagere på, hvis nogen bliver hjulpet".
Læreren må gerne hjælpe eleverne ved nationale test
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.