Elever med anden etnisk baggrund skal koncentrere sig mere om lektierne, og deres forældre skal samarbejde mere med skolen. Men hvad kan lærerne selv gøre for at hjælpe integrationen på vej?
"Det er så let at bede andre om at forandre sig, men det er også nødvendigt at kigge indad. Hvad kan vi lærere selv gøre anderledes?" lød lærer Eva-Lena Embretsens oplæg til gruppediskussion om integration på Nordiske Lærerorganisationers Samråds (NLS) Sommerkursus 2008. Kurset blev holdt i Svendborg lige inden sommerferien. Til hverdag arbejder Eva-Lena Embretsen som udviklingslærer i Rättvisk Kommune i Sverige, hvor hun blandt andet arbejder med integration.
Hun mener, det er vigtigt at blive bevidst om sine egne holdninger og fordomme og at stille spørgsmål ved de ting, som foregår som en selvfølge i hverdagen på skolen. Det kan for eksempel være den måde, man holder forældremøder, hvor alle klassens forældre kommer samtidig. Den model udelukker muligvis de muslimske mødre, og det kunne måske være mere givtigt at holde møder kun for mødre eller flytte mødet til forældrenes nærområde, foreslår Eva-Lena Embretsen.
Viden fjerner fordomme
Også læringschef i Hå Kommune i Norge Karl Gjedrem mener, det er vigtigt at være bevidst om egne holdninger og fordomme.
"Lærere er som folk er flest, og blandt lærere findes der på godt og ondt de samme holdninger til indvandrere og integration, som der findes i resten af befolkningen", siger han.
Den bedste måde at komme væk fra fordomme og hjælpe integrationen på vej er viden om det flerkulturelle. Og at undgå at se det flerkulturelle som en gruppe i stedet for som enkeltpersoner.
"Det er vigtigt, at lærere og skoler ikke bare afspejler samfundet men går foran samfundet. Derfor er lærernes jobudførelse enormt vigtig. Derudover er det også vigtigt, at fagorganisationerne tager diskussionen blandt medlemmerne", mener han.
Det er Eva-Lena Embretsen enig i.
"Lærerne må foregå med et godt eksempel. Vi skal praktisere teorien om, at alle mennesker er lige", siger hun.
Læs flere artikler om NLS Sommerkursus i Folkeskolen nummer 20.
Lærere: Vi skal praktisere integration
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.