"Vi er enormt vrede og frustrerede over byrådets afgørelse. Så vi vil sende et signal om, at det ikke er i orden at komme med groft nedsættende og ubegrundede beskyldninger mod andre mennesker", siger lærer på Skolen ved Rønnebær Allé, Katrine Kibernich.
På en anden skole i kommunen, Hellebækskolen, havde skolelederen opfordret til, at en elev skiftede skole, fordi han på et internetforum havde skrevet grove beskyldninger mod en lærer. Helsingør Byråd valgte ikke at følge skolelederens opfordring, og derfor kan eleven forsætte på Hellebækskolen.
Principiel sag om, hvad man skal finde sig i
Den beslutning frustrerer lærerne på Skolen ved Rønnebær Allé. Katrine Kibernich understreger, at afgørelsen ikke kun handler om Hellebækskolen. Der er tale om en sag af principiel karakter, og derfor nedlagde lærere og børnehaveklasseledere i går arbejdet for at skrive et åbent brev til Helsingør Byråd. I brevet står der, at lærerne på det kraftigste tager afstand fra, at man som personale skal finde sig i at blive udsat for groft nedsættende og løgnagtige beskyldninger og udsættes for uoprettelig bagvaskelse.
"Vi frygter for det pædagogiske personales psykiske arbejdsmiljø, da vi mener ovenstående beslutning skaber utryghed og frygt på samtlige skoler i Helsingør Kommune", står der i brevet.
Katrine Kibernich håber, at det åbne brev og arbejdsnedlæggelsen kan sætte en diskussion i gang om, hvad der er rimeligt, og hvad man som lærer skal stå model til.
"Folkeskolen er samfundets skole. Vi skal lære børnene, hvad der er rigtigt og forkert, uden at risikere at blive hængt ud. Det er det, vi gerne vil signalere".
Lærere: Vi finder os ikke i grove, nedsættende beskyldninger
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.