Gå til indhold
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Kontakt
  • Nyhedsbreve
  • Magasin
  • Lærerprofession.dk
  • Annoncering
  • Arrangementer
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Lærerkursus.dk
Folkeskolen
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job

Lærere og skoleledere: Sorg er et bundløst hul

Når sorgen rammer, fylder den så meget, at det kan være svært at give elever og forældre en oplevelse af, at der bliver gjort nok. Sådan lyder meldingen fra DLF og Skolelederforeningen efter en ny rapport viser, at 40 pct. af eleverne og 60 pct. af forældrene føler, der kunne være gjort mere i en situation med sorg i hjemmet

Foto: Stig Nielsen
Andreas Brøns Riise
Andreas Brøns Riise Journalist
Start debatten
1. maj 2013, kl. 15:43

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring.

Start debatten

En ny rapport fra Mandag Morgen og Egmont Fonden viser, at næsten fire ud af ti sorgramte elever oplever, at deres klasselærer kunne have gjort mere for at hjælpe dem med deres sorg. Omvendt mener 67 pct. af de adspurgte børn- og ungeprofessionelle i undersøgelsen, at de er gode til at håndtere sorgramte børn.

Ny rapport: Lærerne ikke gode nok til at hjælpe sorgramte børn

Men sorg kan være så gennemgribende, at det kan være svært at give alle elever og forældre en oplevelse af, at der bliver gjort nok, siger Bjørn Hansen, formand for Danmarks Lærerforenings Skole- og uddannelsespolitiske udvalg.

"Man skal være klar over, at sorg er et bundløst sort hul. Vi kan gøre meget, men det er ikke sikkert, at det føles som nok. Vi har måske gjort en stor indsats, men det føles måske alligevel kun som et lille plaster på såret, fordi det fylder så meget", siger han.

Svært at opnå fuld tilfredshed

Samme melding lyder fra Skolelederforeningens formand, Anders Balle. Undersøgelsen viser, at 63 procent af forældrene mener, at skolelederen ikke var god til at tale med barnet og at cirka tre ud af fire har ikke fået et opkald fra skolelederen, efter familien blev blevet ramt af dødsfald eller alvorlig sygdom. Endelig mener 61 procent ikke, at overleveringen fra skoleleder til lærere var god nok.

"Jeg er egentlig ikke overrasket over tallene, for sorg er en yderst sårbar situation, som ikke kan løses. Man kan behandle situationen efter bedste evne, men forældrene vil ofte stadig ikke have en oplevelse af, at det er løst, fordi sorgen fylder så meget", siger Anders Balle.

"Det er ikke for at komme med undskyldninger, og tallene giver bestemt anledning til eftertanke. Noget tyder da på, at der er plads til forbedring, når 60 procent mener, at ledelsen kunne have gjort mere. Men jeg tvivler på, at man nogensinde vil kunne opnå 100 procent tilfredshed i sådan en undersøgelse".

Ikke grund til sortsyn

Og den pointe kan der være noget om, mener Per Bøge, der i mange år har arbejdet med børn og unge i sorg for Kræftens Bekæmpelse. Han mener, at undersøgelsen først og fremmest kan bruges som en pejling på området.

"Man skal ikke have de alt for mørke briller på. Der er tale om tilfældigt udvalgte børn og forældre, og det er ikke sikkert, at det også er deres lærere, der har svaret. Og man kunne tænke sig, at det er dem, der har noget på hjerte - positivt eller negativt - der svarer. Man er også nødt til at tage forbehold for, at det er en retroperspektiv undersøgelse. Folk er måske et helt andet sted i livet nu, og bliver så bedt om at kigge tilbage på en meget sårbar periode, og mener så måske set i bakspejlet, at der kunne være gjort mere", siger han.

"Men pejlingen kan man trods forbehold ikke sidde overhørig. Jeg er ikke ude på at uddele begmænd, men jeg synes, der er grund til at kigge på, om det kan gøres bedre".

Skoleledelsen skal forpligte sig

Per Bøge mener, at der er sket store fremskridt på området i de 25 år, han har beskæftiget sig med det. Blandt andet er han glad for, at 97 pct. af alle skoler nu har en nedfældet sorgpolitik, der sikrer, at man handler på området. Han efterlyser dog mere fokus på sorgbearbejdelse på læreruddannelserne, og at skoleledelsen i højere grad har fingeren på pulsen i forhold til elever, der bliver ramt af sorg.

"Ledelsen skal være enzymet, der sikrer, at der sker noget. Jeg bliver ofte bedt om at komme ud og facilitere en snak på skoler, når det brænder på. Der betinger jeg mig, at ledelsen er til stede, og lærerne giver ofte udtryk for, at de er glade for, at man på den måde bliver gensidigt forpligtede", siger han.

Anders Balle er enig i, at skoleledelsen skal forpligte sig i forløb med sorgramte elever.

"Men hvad er skolelederens opgave og hvad er lærerens? Det kan man ikke sætte firkantet op, for det er individuelt fra forløb til forløb. Det må dog være ledelsens ansvar at bistå læreren og derved sørge for at tingene forløber, som de skal, samt at vise forældrene, at man involverer sig fra skolens side. Når det kommer til samtalerne, må de i første omgang være klasselærerens opgave, da det er dem, der er tættest på den enkelte elev", siger han.

Bjørn Hansen mener, at det er vigtigt, at skoleledelsen også tager del i de svære samtaler.

"Det er vigtigt, at lederen er med inde over og blandt andet tager en samtale med hjemmet. Spørger: 'Hvad kan vi gøre for jer?'. Det skal så formidles til læreren, så man dermed kan få sammenhæng i indsatsen på en måde, hvor forældrene også føler sig inddraget", siger han.

Sorgbearbejdelse er skolens opgave

Per Bøge, Anders Balle og Bjørn Hansen er alle enige om, at det er vigtigt, at læreren tager sig af elevernes problemer med sorg.

"Lærerne er ikke supermænd, der kan håndtere alle problemer. Man skal hele tiden have fokus på den enkelte elev, resten af klassen og de faglige mål, der skal nås. Men man må sige, at det enkelte barns sorg har stor betydning både for elevens indlæring og trivsel samt for det sociale liv i klassen. Derfor er det vigtigt at lærerne har tid og kompetencer til at håndtere sorgramte elever", siger Bjørn Hansen.

Start debatten
Debat
Her kan du kommentere på artiklen:

Lærere og skoleledere: Sorg er et bundløst hul

Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.

Naja Dandanell debatredaktør
  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
Folkeskolen
Your browser does not support the video tag.

Fagbladet Folkeskolen
Kompagnistræde 34, 3
1208 København K

Skriv til os: folkeskolen@folkeskolen.dk

Ring til os: 3369 6300

  • Seneste nyt
  • Debat
  • Inspiration
  • Dit fag
  • Job
  • Nyhedsbreve
  • Arrangementer
  • Lærerprofession.dk
  • Magasin
  • Levering
  • Udgivelsesplaner
  • Abonnement
  • Om Folkeskolen
  • Kontakt
  • Etik
  • Ophavsret
  • Annoncering
  • Lærerkursus.dk
  • Lejrskolekataloget.dk
  • Cookiepolitik
  • Administrer samtykke

Følg os: Facebook · Instagram · Linkedin

Ansv. chefredaktør:
Andreas Marckmann Andreassen
 
Udgives af:
Fagbladet Folkeskolen ApS