Lærere kan noget særligt

DLF har vedtaget et 11-punkts Professionsideal, der både indadtil og udadtil er udtryk for en vejledende definition på lærerens profession og arbejde. Det kan måske være med til at sikre lærernes integritet i en tid, hvor folkeskolen konstant er i vælten, og alt forandres meget hurtigt. Og det er både glædeligt og også gavnligt for os som lærere, at der så at sige indefra sættes et positivt fokus på vores profession. For hvad er det særlige ved at være lærer? Frem for eksempelvis at være pædagog, formidler af et fag eller instruktør? Det er naturligvis ikke så enkelt at besvare, men et godt bud vil være, at vi er gode didaktikere. At vi kobler fag og pædagogik i forberedelsen, gennemførelsen og evalueringen af den daglige undervisning, så eleverne i folkeskolen sikres optimale læringsvilkår.

Nu er meritlæreruddannelsen en realitet i forsøget på at udligne den aktuelle lærermangel. Kandidater og bachelorer med folkeskolerelevante fag kan supplere med pædagogiske fag og praktik i folkeskolen, ligesom pædagoger kan supplere deres uddannelse med linjefag og praktik. Desuden kan der uden de nævnte uddannelser søges dispensation til optagelse, og afhængig af uddannelses- og erfaringsbaggrund kan man i løbet af et til to år kalde sig (merit)lærer. Personligt synes jeg, dette er slemt nok i sig selv. Ikke fordi der ikke findes pædagoger, der med meritordningen vil være fagligt kyndige, og ikke fordi der ikke er universitetsuddannede, der er gode pædagoger. Nej, årsagen er helt enkelt, at vi har en læreruddannelse, der vel bedst kvalificerer til at blive lærer, og det er vi nødt til at holde fast i. Modellen er en kortsigtet nødløsning på lærermanglen, den devaluerer vores profession.

Og så er den beskrevne ordning oven i købet en sandhed med modifikationer. Folkeskolen bragte i januar artikler om meritordningen på Frederiksberg Seminarium, hvor de meritlærerstuderende tager læreruddannelsens pædagogiske fag: pædagogik, psykologi og almen didaktik på voksenunderviseruddannelsen. Rektor Thøger Johnsen synes, det er fint, at de studerende får en 'mere fleksibel uddannelse', ligesom en studerende med universitetsbaggrund fremhæver den ideelle mulighed for merit til pædagogikum og udsigt til senere at blive seminarielærer. Hvad i alverden er det, der foregår? Her forskydes perspektivet en anelse, og hovedformålet med meritordningen bliver pludselig uklar i mine øjne.

Helt hovedrystende bliver det, når samme rektor argumenterer for det fine ved ordningen med, at voksenunderviseruddannelsen trods alt rummer en god mængde didaktik, mens pædagoger automatisk får merit for faget almen didaktik uden nogensinde at have haft det. Et er det uholdbare i en sådan argumentation – noget andet er det faktiske forhold, rektoren bringer på banen. Hvordan i alverden kan det forsvares at uddanne lærere, der rent faktisk kan kalde sig sådan uden overhovedet at have mødt dette fag, der tidligere bar navnet undervisningslære? Faget, hvis helt overordnede mål er, at de studerende 'tilegner sig teoretisk og praktisk kompetence i selvstændigt at kunne træffe og begrunde valg i forbindelse med planlægning, tilrettelæggelse, vurdering og videreudvikling af undervisning og læringsaktiviteter', som det blandt andet hedder i fagets målsætning.

Vi lærere kan og er noget helt særligt – vi er gode didaktikere. Og vi skal turde at sige det og mene det og holde fast i det helt særlige ved vores profession og læreruddannelsens kobling af fag og pædagogik. At devaluere professionen løser ikke lærermanglen på længere sigt – tværtimod

Conni Hesel Poulsen er lærer