Børn på 11 år, der arbejder stående op mod 14 timer om dagen på amerikanskejede fabrikker i Bangladesh. Det er bare nogle af de forhold som Lærernes Pension har investeret millioner af kroner i. Det viser en undersøgelse lavet af DanWatch for Kommunen.
Bladet Kommunen har spurgt direktør Charles Kernaghan fra The National Labor Committee, der overvåger, om virksomhederne respekterer de mest basale arbejdstager- og menneskerettigheder om hans holdning.
Han er dybt forarget over, at danske fagbevægelser investerer medlemmernes penge i den stærkt kritiserede virksomhed.
"Det virker helt bizart for mig. Jeg er virkelig chokeret, for det her er så forkert, og det er al det modsatte af international solidaritet," siger han.
Lærerne er rystede
Og han er ikke alene om foragelsen. Flere lærere, som bladet Kommunen har talt med, er rystede over, at deres pensionspenge bruges til at støtte virksomheder, der udnytter børn og ødelægger naturen:
"Jeg synes, at det er lidt af en skandale, at de ikke har været opmærksomme på det. Man bør kun støtte etiske virksomheder", siger Jesper Egelykke Hansen, der er lærer på Hillerødgades Skole i København.
DanWatch har undersøgt den etiske profil for i alt fem pensionskasser med offentligt ansatte. Foruden Lærernes Pension er det Pædagogernes Pensionskasse, PenSam, PensionDanmark og Sampension. Tilsammen har de fem kasser investeret mindst 516 millioner kroner i virksomheder på DanWatch' liste.
DLF vil af med aktierne
Fælles for de fem pensionskasser er, at deres investeringer typisk foretages gennem anden- og tredjepart og tilsyneladende så langt væk fra de danske ansvarlige, at de ikke formår at kontrollere investeringerne.
Danmark Lærerforening vil tage konsekvensen af afsløringerne og sælge deres aktier i de pågældende selskaber.
"Jeg skal ikke på nogen måde forsvare disse virksomheder, og det er ikke i overensstemmelse med vores etiske grundlag. Derfor skal vi have korrigeret disse investeringer," siger formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, der også sidder i bestyrelsen for Lærernes Pension.
Lærere investerer i børnearbejde for at tjene til pensionen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.