"Vi marcherede for hele landet. Regeringen er gennemkorrupt og evner ikke at lede os", udtalte formanden for Swaziland National Association of Teachers (Snat), Sibongile Mazibuko, til det internationale nyhedsbureau, IPS, efter marchen.
På grund af blandt andet finansielle fejldispositioner, står Swaziland nemlig på randen af en finansiel katastrofe, der betyder, at landet ikke længere kan betale de offentlige ansatte deres fulde løn.
"Lærerne bliver intimideret. I morges blev skoleinspektørerne beordret til at indsende en liste over de af deres ansatte, der ikke mødte på arbejde og som deltog i marchen i fredags. Dette er et desperat forsøg på at skræmme lærerne fra at deltage i den uundgåelige opstand", udtaler en kilde til Swaziland Solidarity Network.
Arbejdsløshed på 40 procent
En anden kilde, Zanele, som er lærer på en skole i Swaziland, udtalte til en lokal avis, at "mange lærere er nervøse for, hvad der sker med dem, efter de er blevet meldt til Swazilands Regional Education Office".
Selvom Swaziland formelt er et mellemindkomstland, lever to tredjedele af landets cirka en million indbyggere for under en dollar om dagen, mange på fødevarehjælp fra FN, over 40 procent af befolkningen har aids, og arbejdsløsheden er ligeledes på over 40 procent.
Samtidig har landets enevældige konge en personlig formue på over 250 millioner dollars.
Peter Kenworthy er cand.scient.soc. i internationale udviklingssstudier og medlem af Afrika Kontakts Swazilandgruppe
Lærere i Swaziland demonstrerer mod fyringer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.