'Choose your own device' kalder Gentofte Kommune ordningen, der lader kommunens lærere og pædagoger vælge et nyt digitalt arbejdsredskab frit fra hylderne i it-virksomheden Atea. Medarbejderne kan vælge mellem fem forskellige standardmodeller på kommunens regning. Men hvis de foretrækker en helt anden computer, kan de blot betale differencen mellem standardudgaven og den model, de hellere vil have.
For at tage et eksempel vil en Macbook Pro, der i Apples netbutik står til 9.399 kroner, kunne erhverves af en Gentofte-lærer for 138 kroner på den månedlige lønseddel over tre år, dvs. for 4.968 kroner i alt.
Bo Eriksen Gade, der er lærer på Ordrup Skole, er meget tilfreds med, at han selv har kunnet vælge sin nye computer.
"Mit valg faldt på en MacBook Pro med Retina-skærm, som er lidt dyrere end standard-computeren, så jeg spæder lidt til selv hver måned. Jeg valgte Mac'en, fordi den kan køre de musikprogrammer, jeg bruger i musikundervisningen. Før i tiden skulle jeg lave al forberedelse i undervisningslokalet, nu kan jeg arbejde alle vegne", fortæller han og er langt fra den eneste, der er begejstret for ordningen.
71 procent af lærerne og pædagogerne i Gentofte Kommune valgte mod en egenbetaling den computer, der passede dem bedst.
En attraktiv arbejdsplads
Fra kommunens side har det netop været meningen med 'choose-your own-device'-modellen, at så mange lærere og pædagoger som muligt fik et arbejds- og undervisningsredskab skræddersyet til dem.
"I Gentofte Kommune vil vi skabe de bedste betingelser for, at børn og unge i skolen udnytter og udvikler deres resurser og potentialer optimalt. Det understøtter vi ved at give medarbejderne på vores skoler de bedste muligheder for at bruge digitale medier i undervisningen", siger it-chef for Børn, Unge og Fritid i Gentofte Kommune Michael Hansen.
Han tilføjer, at kommunen samtidig ønsker skabe en attraktiv arbejdsplads for lærere og pædagoger. At give medarbejderne muligheden for at vælge præcis det digitale arbejdsredskab, der passer dem, hænger sammen med den ambition.
Lærere i Gentofte går efter de dyre computere
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.