"Hvad sker der lige for de døde dyr i baggrunden? God kampagne - men hvor er alle de digitale undervisningsmidler... Skift billederne i kampagnen ud med nogle der viser den moderne folkeskole!", skriver Lasse Remmar på Danmarks Lærerforenings Facebookside. Og en lang række andre lærere er enige med ham på tråden på Facebook. Stemningen over for kampagnen er positiv, men billederne kunne godt have været anderledes.
"Synes godt nok også, at det er ærgerligt med så fremragende en kampagne. Baggrunden fremstår ufattelig gammel-dags uden nogle af de teknologiske maskiner, vi jo faktisk omgiver os med i hverdagen", skriver Charlotte Holtermann.
Og sådan lyder det i langt de fleste kommentarer på Facebook. Mette Brendstrup ser lidt anderledes på det:
"Billederne i kampagnen afspejler desværre fint mange af de lokaler og faciliteter som mine kollegaer hver dag underviser i..", skriver hun.
DLF: Sådan skal folkeskolen se ud
Bondo svarer på kritik Og det er ikke kun på Facebook, at debatten om kampagnebillederne kører. Formand for DLF Anders Bondo Christensen sad i går klar til at tage imod spørgsmål på mail fra lærerne, der var til faglig klub-møder. I løbet af mødevarigheden på halvanden time, kom 75 spørgsmål - og flere af dem handlede om, at billedsiden var en anelse støvet, eller at der manglede elever på billederne. Det er et dilemma, hvilke billeder, man skal vælge i en kampagne, siger Anders Bondo:
"Vi har også fået reaktioner på disse billeder fra andre skoler, og de fleste af dem synes rigtig godt om dem. Så det illustrerer jo meget godt, at man kan se forskelligt på det. Vi har derfor valgt at lytte til de fag-professionelles råd i denne sag. Vi følger løbende op på kampagnen og vil tage dine betragtninger med", lyder hans mailsvar til en af de lærere, der i går foreslog, at man i kampagnen havde valgt en anden type billeder.
Tusindvis af lærere samlet til landsdækkende faglig klub møde
Kontraster skaber blikfang
DLF's nye kommunikationschef Jenny Bøving Arendt understreger, at langt de fleste henvendelser har været positive. "Der kan være mange holdninger til det visuelle i en kampagne. Vi har allieret os med et professionelt bureau. De har været meget på, at kontrasten mellem de yngre lærere og det gammeldags miljø giver et godt blikfang. Det kunne ligeså godt have været moderne undervisningsmiljøer, men et smartboard har ikke samme signalværdi. Jeg synes, vi har nogle flotte annoncer, og vi har altovervejende fået gode tilbagemeldinger", siger Jenny Bøving Arendt til folkeskolen.dk
Lærere: God kampagne, men vi fremstår gammeldags
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.