Har du og dine elever læst historier op for de mindste klasser, samlet penge ind til et godt formål eller skrevet boganmeldelser til biblioteket? Så har I højst sandsynligt været i gang med et værdiskabende projekt uden at vide det.
Det er i hvert fald, hvad den svenske lærer Maria Wiman kalder det, når hun i sin bog »Värdeskapande lärande« beskriver de projekter, som hun har lavet med sin klasse på Östra Grundskolan lidt uden for Stockholm. Eleverne har blandt andet brugt et år på at redde deres yndlingsserie, »Geografens testamente«, fra at lukke ved at deltage i debatter både i aviser og på tv, de har samlet lidt over 16.000 kroner ind til fordel for børnesoldater i Sierra Leone og Liberia, og de har afholdt en stor digtkonkurrence på skolen med præmier fra de lokale virksomheder og butikker.
»Grundlæggende handler værdiskabende læring om at tage fat i virkeligheden uden for skolen og finde en modtager, som eleverne kan hjælpe. Når målet er at gøre noget godt for andre, bliver eleverne motiverede og forstår, hvorfor det er vigtigt, at de skal lære noget«, siger Maria Wiman.
»Derudover lærer eleverne i de værdiskabende projekter at være aktive medborgere. I stedet for at vente, til de er voksne, går de med det samme i gang med at forandre verden«.
Maria Wimans elever går i dag i 9. klasse, og de har arbejdet med værdiskabende læring siden 4. klasse.
Vær modig, og slip eleverne fri
Når læreren og eleverne går i gang med et nyt værdiskabende projekt, vokser ideen ofte frem i et af skolens fag. Elevernes indsamling til børnesoldaterne i 6. klasse begyndte for eksempel i en geografitime, hvor klassen blev undervist om ørkenspredning, vandmangel, sårbare regioner og børnesoldater.
Efter en brainstorm omkring, hvordan man kunne samle penge ind til Røde Kors, bestemte eleverne sig blandt andet for at udgive en avis om emnet. Her skrev de artikler om børnekonventionen, menneskerettighederne og deres refleksioner over børnesoldaternes situation i Sierra Leone og Liberia. Eleverne fik også sponsoreret 96 kilo slik af lokale virksomheder, som de solgte med det fængende reklameslogan: »Ditt sötsug kan rädda liv!«
Ideerne til de værdiskabende projekter, som Maria og hendes klasse har haft gang i, er således kommet fra eleverne selv. For Maria Wiman er det nemlig vigtigt, at eleverne er med hele vejen fra ide til færdigt produkt.
»Som lærer skal man være modig, når man kaster sig ud i et værdiskabende projekt. Man skal turde slippe styringen og tro på, at ens elever er kompetente nok til at bære opgaven. Derudover skal man turde ikke at kende det præcise mål eller processen derhen, og det kan godt føles usikkert, især hvis man allerede har en travl hverdag«, siger hun.
»På den her måde gør man som lærer også eleverne modige. Og det får de brug for, når de senere i livet skal ud af skolen og møde den virkelige verden«.
Maria Wiman understreger. at eleverne ikke skal have medbestemmelse i alt. Som lærer er det vigtigt at være personen med overblikket, strukturen og det sidste ord.
En inkluderende arbejdsmetode
Når man hører om Maria Wimans klasse, der blandt andet har fået ros af Sveriges kultur- og demokratiminister for sit arbejde med at skabe en bedre tone på sociale medier, får man nemt fornemmelsen af, at de her elever er noget helt særligt.
Mints lærer: Tal elevernes sag - det betaler sig
Men sådan hænger det ikke sammen. Klassen er en helt almindelig folkeskoleklasse, hvor eleverne kommer fra mange forskellige hjem, understreger Maria Wiman. Ifølge hende er forskellen, at hun for det første sætter høje ambitioner for, hvad eleverne kan, og at hun i de værdiskabende projekter kan fordele opgaverne, så alle bidrager til det samlede projekt ud fra deres egne præmisser.
»Der er selvfølgelig altid noget, som alle skal lære. Men ellers får eleverne selv lov til at vælge, om de eksempelvis vil kontakte personer uden for skolen, skrive debatindlæg eller lave illustrationer til brochurer. På den måde får alle elever en fornemmelse af, at de har en værdi og en stemme i projektet«, siger Maria Wiman.
Tænder en gnist hos læreren
I bogen forklarer Maria Wiman også, at klassen ikke var nem at undervise i starten. Der var mange konflikter i klassen, og meget tid blev brugt på samtaler med forældrene. Men da Maria Wiman og eleverne kastede sig ud i deres første og største projekt for at redde »Geografens testamente«, ændrede stemningen i klassen sig. Eleverne blev meget mere motiverede og fik en større respekt for både Maria og hinanden.
Man mærker også tydeligt på Maria Wiman, at hun mener, at værdiskabende læring kan bidrage med rigtig meget i et skolesystem, der på nuværende tidspunkt ikke har særligt meget fokus på at bryde ud af skolens faste rammer.
»For mig som lærer er der også mange gevinster ved at arbejde værdiskabende. Frem for alt tændes der en gnist i timerne, der gør arbejdet sjovt. Derudover sparer man som lærer meget tid ved at lade eleverne deltage i planlægningsarbejdet, som de gør, når vi brainstormer på et nyt projekt. Og så kan jeg ikke lade være med at blive smittet af elevernes entusiasme for at forandre verden«.
Men man skal heller ikke lave den slags projekter i hver eneste time, understreger hun.
»Jeg vil anbefale, at man har gang i ét værdiskabende projekt ad gangen. Min erfaring er også, at hvis man er i gang med et værdiskabende projekt, så smitter noget af engagementet fra projektet over på de almindelige fag«, siger Maria Wiman.
Læs mere om værdiskabende læring på hjemmesiden vardeskapande.se, som svenske lærere og forskere med erfaring og interesse i værdiskabende læring driver.
Lærer lader elever forandre verden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.