Ugens spørgsmål:
Kære brevkasse
Jeg er egentlig glad for at være idrætslærer og har været det i 10 år, men alligevel er der én irritation, der har vokset sig større og større over årene: De utallige dårlige undskyldninger for ikke at kunne deltage i idrætstimerne.
Først er der idrætstøjet, som igen-igen-igen helt tilfældigt ligger glemt derhjemme. Så er der den åh så vigtige fodboldkamp på torsdag, hvor man absolut ikke må risikere at få en skade inden. Og så er der lillefingeren, som muligvis har fået et lillebitte slag efter trampolinhop hjemme i haven. Og jeg kunne blive ved. Jeg tror, de fleste idrætslærere kan fortsætte listen i det uendelige.
Jeg er så træt af dårlige undskyldninger. Og det værste jeg ved er, når det er forældrene, der - i stedet for at tage konflikten med deres børn - finder på den ene latterlige undskyldning efter den anden for, at deres børn må slippe for at hoppe i idrætstøjet.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at mange forældre simpelthen ikke anser idræt for et ”rigtigt” fag i skolen på linje med matematik og dansk. De ser det som noget hyggeligt og sjovt, men som ikke er vigtigt.
Men kære brevkasse, hvad kan jeg overhovedet stille op?
Mange hilsner
Idrætslæreren uden undskyldninger
Lærer og debatvært Anders Thorsen svarer:
Kære idrætslærer uden undskyldninger
Tillad mig at starte et andet sted. Jeg har flere gange prøvet at være til skole-hjem-samtale, hvor fædre bliver helt forbløffet over, at deres barn overhovedet har geografi i skolen.
Så sidder de pludselig der og smiler ved tanken om, at barnet nu lærer Europas hovedstæder og byerne på Fyn, selvom det slet ikke er det, geografifaget handler om i 2026. Og jeg har aldrig nogensinde oplevet, at det var magtpålæggende for en forælder at høre om, hvordan det gik med deres barn i geografi. Jeg tænker, det nok også gælder idræt.
Der er et klart hierarki af skolefagene, hvor dansk og matematik ligger øverst
Anders Thorsen Lærer og debatvært på hos Folkeskolen
Når jeg sidder til forældresamtalerne som dansklærer, er det en helt anden snak. For det er jo et vigtigt fag, ifølge forældrene. Så ja, der er et klart hierarki af skolefagene, hvor dansk og matematik ligger øverst.
Jeg er sikker på, at det, du oplever, er forældre, der er hamrende ligeglade med dit fag.
Det er der selvfølgelig er al mulig grund til at begræde. Men du kæmper mod vindmøller, hvis du tror, at du kan ændre det. Naturligvis skal du prøve, og du skal have din leder til at skrive til de forældre, der konsekvent skulker idrætstimerne på deres børns vegne.
Den undskyldning var ikke gået i min tid
Anders Thorsen Lærer og debatvært
Men for at du kan være i irritationen, tror jeg, at du må grine af det. Derfor vil jeg opfordre dig til at samle på alle de bedste, dårlige undskyldninger og læse dem højt for dine kollegaer. Måske skulle vi endda engang her på Folkeskolen lave et helt tillæg med de sjoveste undskyldninger (naturligvis anonymiseret).
Jeg vil gerne starte undskyldningsballet, for vi ikke-idrætslærere oplever dem også af og til:
Læs også
Jeg fik engang en besked fra en mor, der bare lige ville fortælle, at hendes søn ikke kunne komme i skole, da han havde haft arm-dag i fitnesscenteret dagen før, og nu kunne han altså ikke løfte armene.
Den undskyldning var ikke gået i min tid, men i dag er det en anden sag. Så det griner jeg af.
Idrætslærer Trine Hemmer-Hansen svarer:
Jeg kan sagtens genkende dit dilemma fra min egen hverdag som idrætslærer. Derfor sørger jeg altid for at sætte idrætsfaget højt på dagsordenen til forældremødet først på året.
For det er her jeg udstikker retningslinjerne for idræt og fortæller forældre og elever, hvad de kan forvente at få ud af faget, og hvad jeg forventer af dem.
Det er vigtigt, at du ikke lader frustrationen tage overhånd
Trine Hemmer-Hansen Lærer og faglig rådgiver
Det er vigtigt, at du ikke lader frustrationen tage overhånd. For de gode løsninger og den gode undervisning fortoner sig ofte, hvis vi lader de endeløse oplevelser med glemt tøj ødelægge arbejdsglæden.
Men der er en vanskelig balancegang imellem, hvornår man skal stille krav til eleverne, og hvornår man skal undersøge muligheden for at gøre dem til medspillere. Advarselslamperne skal dog blinke, når vi lærere oplever fortvivlelse.
Elevernes og forældrenes opbakning til faget tager tid at bygge op
Trine Hemmer-Hansen Lærer og faglig rådgiver
Elevernes og forældrenes opbakning til faget tager tid at bygge op, og der vil være frustration undervejs.
Selv har jeg altid et godt trick i ærmet. Første gang forældrene møder mig i min egenskab af idrætslærer, sørger jeg for at bruge en hel håndfuld idrætsfaglige begreber, så de forstår, at faget handler om meget mere end boldspil og fællesbad.
Lærer: Jeg er så træt af dårlige undskyldninger – især når de kommer fra forældrene
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.