Længslens land

Bogen er en revideret udgave af romanen af samme navn fra 1990.

I romanen fortæller forskellige kristne palæstinensere om barndom i et arkaisk Palæstina, hvor jødiske, kristne og muslimske bønder lever fredeligt sammen, om ungdom truet af englændere og indvandrede zionister og om den brutale fordrivelse i 1948, om Sorte September i 1970 i Jordan og om Sabra og Shatila i 1982 i Libanon. Alle omkring dem dør, og til sidst er den ensomme, midaldrende Marwan på flugt til Danmark.

Barndommens Palæstina skildres som ren og ublandet landlig idyl. De voksne fortællere har fotografisk hukommelse og husker alle detaljer og dialoger fra fireårsalderen. De voksne familiemedlemmer holder historiske foredrag og taler i lignelser, alle med samme gammeltestamentelige stemme.

Et sted fortæller en israelsk soldat om forfølgelserne i Europa, og et eventyrmareridt fortæller om koncentrationslejrene, som om de jødiske lidelser er forklaringen på de i romanens sammenhæng fuldstændig uforståelige overfald på de palæstinensiske landsbyer. Ingen fløje i Israel bruger de nazistiske jødeudryddelser som argument for optrapning af konflikterne, hvorfor den forklaringsmodel bliver uforståelig for læseren.

Romanen henter på sin katastrofesafari følelsesmæssigt stof fra en historie, alle med sikkerhed synes er forfærdelig, men kommer ikke læseren i møde med bud på veje ud af tragedien. Derfor vil den være håbløs som diskussionsoplæg i folkeskolens ældste klasser.

Den kan heller ikke anbefales som requiem, fordi sproget er så svulstigt. Beredskabslitteratur bliver trængt, når tv-aviserne så rigeligt viser de afskyelige detaljer.