Længe leve forskelligheden

En melodiøs og melankolsk danseforestilling om to brødre, der er som ret og vrang i forhold til hinanden.

Lagener blafrer i vinden, lyden af stemmer, by og musik fortoner sig op imod sommerhimlen. Scenen er sat, og vi kunne være i en hvilken som helst baggård, i en hvilken som helst by. Frem af vasketøjet dukker en sirlig klædt herre. Han husker noget, fornemmer man - barndommens gade, barndommens latter, barndommens gråd, skrammer på knæene, løben om kap, slåskampe og den første forelskelse. Han er hjemme, hans far er død, og han mindes. Men midt i nostalgien begynder et af de mange lagener at danse - noget er færde. Og på komisk vis stifter vi bekendtskab med den sirligt klædte herres bror, som er hans diametrale modsætning. Her dasker læderfrakken om skuldrene, jakkesættet har orange tern, teinten er gylden og håret langt. De omfavner hinanden som mænd, men opfører sig et splitsekund efter som børn. Der bliver fejet, danset, kæmpet med stave, drillet og pint - over faderens dødsbo bliver de to brødre som børn på ny. Man mærker, at det er længe siden de har set hinanden, og man mærker at de holder af hinanden trods deres umiddelbare forskellighed. Men man mærker også, at noget er problematisk - noget har gjort ondt. En pointe, der især bliver tydelig, da en handling fra den ene brors side nærmest sender elektrochokbølger igennem den ellers lidt stive og sirlig klædte brors krop. Hvorfor gør de hinanden ondt? Hvorfor tirrer de hinanden? Hvorfor er det så svært at være søskende? Er det det fordi, man er kommet til at tage hinanden for givet? Er det fordi man ikke har viet hinanden nok opmærksomhed? Eller er det bare fordi man er forskellige? Forestillingen giver ingen svar - heldigvis. Til gengæld giver den, uden et eneste ord, via fysik, dans og musik et meget rørende, komisk og livsbekræftende billede af, hvad det vil sige at være brødre - af, hvad det vil sige at være forskellige. Og den meget bogstavelige pointe om, at inderst inde er vi alle ens, er god at blive husket på i en verden med så megen ufred både på det lokale og det globale plan. Med "På Vrangen" har Corona Danseteater skabt en fin forestilling om menneskelige relationer. En dramaturgisk stramning af nogle af de mange situationer, som de to aktører så levende og dynamisk udfører ville dog have klædt forestillingen. Det er især smerten - hvis jeg tillader mig at være fordringsfuld - man savner at få placeret. Dette ændrer dog ikke ved, at "På Vrangen" både er en formmæssig og indholdsmæssig smuk, enkel og smagfuld forestilling med et fint budskab. Jørgen Carlslunds indre liv på scenen og evne til at fortælle historier med en bitter-sød snert af melankoli og glæde kan kun røre både voksnes og børns hjerter. Maj-Britt Mathiesen