De to herhjemme mest solgte leksika på cd foreligger nu i 1997-udgaver. Når man på skolerne normalt er henvist til 15-20 år gamle leksika, kan det forekomme som over-kill at skulle udskifte efter et år. Når udskiftning kan komme på tale, er det, fordi begge leksika nu tilbyder månedlig opdatering via Internettet. Samtidig kan man downloade web-adresser, som relaterer sig til artikler i leksikonet (direkte adgang fra leksikonet).
Lademanns Multimedia Leksikon har en ny og meget overskuelig brugerflade; dertil kommer en grundig og instruktiv brugermanual, god for den, der er vokset op med bogen. Leksikonet kan i den nye udgave byde på udtale af vanskelige opslagsord (20.000), en rigtig god facilitet i en skolesammenhæng.
Til leksikonet hører naturligvis multimediefaciliteter som video- og filmklip, lydeksempler og et stort billedmateriale. Programmet indeholder også lidt tynde atlasfaciliteter. Såvel artikler som billeder kan udskrives eller kopieres til klippebordet for anvendelse i egen tekst. Der er mulighed for at få en oversigt over, hvor man har været i programmet; en god idé, når man har været langt omkring for at lede efter stof. Endelig bydes der på guidede ture og quiz, som dog næppe dækker noget seriøst behov.
Encarta har nogenlunde de samme tilbud, men mangler udtalemulighederne. Til gengæld kan der fra ord i artikler ved dobbeltklik opnås direkte opslag i ordbog (engelsk-engelsk). Det klarer faktisk en del af de sproglige problemer. Leksikonet er grundigere end Lademanns (der på den anden side har flereopslag), men multimediefaciliteterne er fak-tisk ikke bedre. Begge leksika har atlas med stednavneregistre, men der er ingen grundtil at råbe hurra for nogen af dem på detpunkt.
Det bør ikke være et enten eller med disse to leksika. Men ønskes en sammenligning, taler det til Lademanns fordel, at det er dansk - sprogligt og i sine prioriteringer. For Encarta taler, at artiklerne er noget grundigere. De to leksika supplerer derfor hinanden fint og bør være en obligatorisk del af skolens opslagsmateriale. Og der er ikke længere grund til, at eleverne skriver artikler af eller fotokopierer billeder i lange baner. De kopieres til bearbejdning i elevens egen tekst. Alene det må være investeringen værd.
Lademanns Multimedia Leksikon '97 / Encarta 97 Encyclopedia (Microsoft)
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.