Ny, flot, stærk, sød fyr i klassen. Pigernes drøm. Men Thomas er hiv-positiv, og den oplysning ønsker han ikke, at de andre elever skal kende til. Lærerne har lovet Thomas og hans forældre at respektere dette ønske. Alligevel slipper oplysningen ud, og hysteriet breder sig som en steppebrand. Alle de typiske fordomme og vrangforestillinger trives, og Elsa, Thomas næsten-kæreste, kvæler ham i omsorg. Han hader det og opfører sig tåbeligt, men til sidst finder han og Elsa alligevel ud af at få talt sig til rette.
Der er ikke en finger at sætte på historiens indhold. Der tales et moderne sprog. Der er mange ting at forholde sig til. Det er for eksempel virkelig sørgeligt at tænke på, at Thomas sikkert ikke får så mange år at leve i. Alligevel er det svært at blive begejstret over al denne moderne korrekthed. Personligt tror jeg ikke så meget på denne type historie, fordi den lugter for stærkt af velment pædagogomklamring. Den samme historie er fortalt langt stærkere og mere påtrængende i tegneserien »Jo«, der udkom til franskundervisningen for snart mange år siden.
Niveau B er baseret på et i forhold til tidligere udgivelser ajourført ordforråd på 1.200 ord, hvilket gør bogen brugbar i 9. og 10. klasse. Gloseringen er den sædvanlige spændende hos »Easy Readers«, nemlig fransk-fransk suppleret med (desværre for få) gode, forklarende tegninger. Bag i bogen er der handlingskontrollerende spørgsmål og forslag til andre relevante aktiviteter, for eksempel at søge informationer om hiv, at dramatisere visse kapitler eller at tage stilling for og imod Thomas reaktioner.
Bogen er en god mulighed til visse hold eller elever, men det vil nok være mest oplagt at kunne låne den fra det lokale amtscenter eller pædagogiske center.
La vie à reculons
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.