Påklædningsdukker, brudekjole, badetøj, madopskrifter og lerfigurer, jo, vi får fin inspiration til kreative produkter i projektopgaven, når vi kigger på filmen fra Beder Skoles udviklingsarbejde.
I et samspil mellem dansk og valgfaget design gennemfører et hold piger i 10. klasse projektopgaven under temaet: 'Kvinders verden'.
Filmen giver et rids af projektopgavens grundelementer med hovedvægt lagt på en individuel elevsamtale i planlægningsfasen og på produkt og formidling. Elevernes selvstændige arbejdsproces og fasen omkring problemformulering må vi tænke os til.
Flot står dog elevernes kreative produkter: smukt bundne blomsterbuketter og kalligrafiskrift om emnet: blomster i kvinders liv, en skarp kontrast til skulpturer om emnet spiseforstyrrelser. Mange varierede produkter kan sammen med den viste fremlæggelse være inspiration for elever, som skal i gang med projektopgaven. Filmen bør først vises for eleverne på det tidspunkt i planlægningen, hvor der snakkes produkt. Delemner og produkter bærer præg af, at det er piger, som har deltaget, og at de har haft ni ugentlige timer i faget design.
Hvad eleverne er i gang med at undersøge, og hvorledes de finder frem til deres løsninger, fokuseres der ikke på, men den kreative side af opgaven står stærkt, og den kan som en sidegevinst inspirere til at oprette valgfaget design.
Kvinders verden
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.