Den enorme skater-rampe svinger sine brune træhvælvinger mod loftet, og eleverne fra Søgårdsskolen i Gentofte kigger utrygt op mod lamperne under loftet, hvor rampen ender. I anledning af 100-året for kvinders valgret er de taget til Copenhagen Skaterpark, hvor leder William Frederiksen fortæller eleverne om vigtigheden af at bruge sin stemme i demokratiet.
"Overskriften for markeringen af 100-året for Kvinders Valgret er 'Brug din stemme'. Jeg fortæller de unge, at det sejeste i et demokrati er, at hvis man er mennesker nok samlet og råber højt nok, så kan man ændre ved forholdene", siger han.
Jordnær demokratilæring
I 2009 er det 100 år siden kvinder for første gang stemte til de kommunale valg. I den anledning har Københavns Kommune sat fokus på medborgerskab, magt og mangfoldighed med en demokratifestival. Lærer Henrik Bonde Sørensen fra Søgårdsskolen mener, at skaterkulturen er en god måde at lære eleverne om demokrati på.
"Skateboard er en meget jordnær måde at lære, at vi alle sammen har noget at sige. I dag har ungerne lært at forholde sig til, at alle har noget at sige. Der er blevet sat fokus på demokrati og børns ret. De lærer, at elevrådet kan påvirke beslutninger, og at de kan få medindflydelse den vej", siger han.
Plads til mangfoldighed
Eleverne fra Søgårdsskolen har fået hver deres skateboard, og med blandet entusiasme drøner de rundt i skaterparken. Et af kodeordene på dagens besøg hos Copenhagen Skaterpark har været 'mangfoldighed', hvilket man har taget imod med kyshånd på Søgårdsskolen.
"Vi er jo en specialskole, så eleverne har meget godt af at lære at alle kan være med. Der har været fokus på, at man uanset køn eller etnicitet kan være med til at skabe et demokrati med lige muligheder for alle. Ungerne har lært, at de kan være med til at påvirke demokratiet", siger Henrik Bonde Sørensen.
Netop mangfoldigheden har også været en af grundene til, at Copenhagen Skaterpark meldte sig til at deltage i demokratifestivalen.
"Demokrati giver magten til at bestemme over sit eget liv. Eleverne lærer, at de alle sammen passer ind. Der skal være plads til at udtrykke sig selv. Alle kan skate og alle har ret til at blive hørt", siger William Frederiksen.
Hvis mange tror på en sag
En af de elever fra Søgårdsskolen, der er mest aktive på skateboardet, er Nisha Hedegaard. Hun har nydt den demokratiske skaterundervisning.
"Jeg har aldrig prøvet at skate før, men det har bare været så fedt. Vi har lært mange ting om demokrati. Hvis man er mange, der tror på en sag, så kan den gå i opfyldelse", siger hun.
I anledning af 100-året har Kvinders Valgret udgivet undervisningsmaterialet 'Brug din stemme', som kan downloades på www.kvindersvalgret.dk.
Kvinders valgret markeres med kickflip
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.