På landsplan er gennemsnitligt 16 procent af deltagerne på rygestopkurser stadig røgfri seks måneder efter rygestoppet. I Gladsaxe er den andel oppe på 25 procent.
Viden hjælper til vedligehold
Deltagerne på kurserne i Gladsaxe er meget motiverede for at stoppe rygningen, når de melder sig til kurserne og underviserne er dygtige. Det kan være grunden til det varige rygestop, mener rygestopkoordinator i Gladaxe Mie Møller Nielsen. Hun er uddannet professionsbachelor i ernæring og sundhed med speciale i sundhedskommunikation.
"Gennem viden og information skal kurserne give borgerne mulighed for at bevare motivationen. Det hjælper dem til at vedligeholde rygestoppet", siger hun til ernaeringogsundhed.dk.
Kurserne består af fem møder med fokus på forskellige temaer. Det er meget vigtigt, at rygestoppet bliver sat ind i et helhedsbillede, mener Mie Møller Nielsen, og derfor handler møderne for eksempel også om kost, stress og humørsvingninger.
Deltagerne mødes i grupper med otte til tolv deltagere, og mødernes endelige indhold skabes i dialog med kursisterne.
"En stor del af undervisningen går ud på at lytte til deltagerne, og høre, hvad de har brug for. Kurserne bygger på at få borgerne til at tale om deres rygning", siger Mie Møller Nielsen.
Højere priser på tobak vil gøre en forskel
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen har foreslået at indføre afgifter på blandt andet cigaretter, og regeringens Forebyggelseskommission har overvejet det samme. Tilgængeligheden af tobak bør gøres mindre, mener kommissionen.
Højere tobakspriser vil gøre en forskel for de, der prøver at hold op med at ryge, mener Mie Møller Nielsen.
"Nogle mangler bare det sidste lille puf, og for dem vil det være en hjælp, hvis tilgængeligheden bliver mindre. Det er mere usikkert, hvad det til betyde for de mere hard core rygere", siger hun.
Kursus hjælper til varigt rygestop
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.