Indtil i år havde Statens Kunstråd mulighed for at dele knapt 10 millioner kroner ud til børneinstitutioner, skoler og gymnasier, som har søgt om at få en professionel kunstner tilknyttet i en periode. Andre 3,2 millioner kroner til kulturskoler med henblik på senere at få et billedkunstnerisk grundkursus er heller ikke med på den nye finanslov.
Alle ordningerne blev ellers evalueret som vellykkede i december 2008. 97 procent af de involverede kunstnere, lærere, pædagoger og konsulenter, som havde deltaget i Huskunstnerordningen, vurderede projektet som vellykket. Evalueringen konkluderede også, at det billedkunstneriske grundkursus i høj grad havde styrket bevidstheden om kunst hos de deltagende børn og unge, at forsøgene har bidraget til talentudvikling og til udvikling af det kunstneriske vækstlag i Danmark.
Alene Huskunstnerordningen har haft 15.000 deltagende børn fra 2004 til nu.
Formanden for Statens Kunstråd Mads Øvlisen undrer sig over beslutningen.
"Det er jo en folketingsbeslutning, som ligger bag forsøg med kulturskolerne og det billedkunstneriske grundkursus. Folketinget bad Statens Kunstråd om at lave ordningerne og evaluere dem. Begge ordninger er nu evalueret til topkarakter, og derfor virker det som om, politikerne overhovedet ikke har været opmærksomme på, hvilke fremragende ordninger, de rent faktisk selv har bedt om", siger Mads Øvlisen.
Han fremhæver, at kulturministeren netop er bekymret over, at en tredjedel af danskerne ikke bruger kunst og kulturtilbud, og at hun frygter, at børn og unge bliver kulturløse.
"Vi ved fra flere undersøgelser, at der er en bred læringsmæssig gevinst ved at tænke den kreative faglighed ind i de mere formelle fag i skolerne. Huskunstnerordningen har været en kæmpe succes over hele landet, og den har givet nogle enestående udviklingsmuligheder til børn og voksne. De oplevelser forsvinder desværre nu", siger Mads Øvlisen.
Kunstordninger for børn fjernet fra finansloven
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.