Et billede siger mere end 1000, ord står der i pressematerialet til denne bog, og det er virkelig rigtigt. Det er æstetisk nydelse bare at bladre rundt i bogen, der er spækket med udsøgt, farverig kunst. Man får virkelig lyst til at bruge bogen i sin undervisning. Overskrifterne på kapitlerne er mundrette og vækker nysgerrighed, og når man nærlæser indholdet, så finder man ud af, at stand-up-komikeren Anders "Anden" Matthesen har skrevet sin egen skabelsesberetning, og at rapperen Jokeren har skrevet en ny udgave af Fadervor på cd'en "Alpha Han".
Og det er det, John Rydahl altid har kunnet: overraske og være kreativ. Bogen beder om, at man reagerer følelsesmæssigt, sanseligt og kropsligt. Nogle kirkelige kredse vil måske få et mindre chok ved at se Jokeren og Anden sidestillet med Bibelen, men en reaktion er godt og skaber liv i debatten og undervisningen.
Det er lige præcis det, som kunsten kan – uanset om det er billedkunst, dans, musik, litteratur eller film. Den bevæger os, og den kan derfor vise os, at faget kristendomskundskab handler om livet selv.
Noget andet, som jeg markant lagde mærke til, er de reklamebilleder med bibelske referencer, der er valgt. Igen et godt og originalt billedvalg. Og så synes jeg, at alt det andet substantielle med god og udsøgt kunst, gode bibelske referencer og kreative og faglige opgaver, der kan bruges op mod folkeskolens afgangsprøve, skal have lov til at tale for sig selv. Det er alt det, man forventer er i en bog af stor faglig kvalitet. En bog, der bør bruges tit og ofte.
Kunst og kristendom
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.