Lasse Kjeldsen bad for en måned siden Arbejdstilsynet se på arbejdsmiljøet i Ungdommens Uddannelsesvejledning i Favrskov Kommune. Efter at have været inddraget i problemstillingen i tre år, havde kredsformanden tabt tålmodigheden.
"Det har skabt stor utilfredshed, at der er alt for lidt samarbejde og inddragelse af medarbejderne, og hvis det skal lykkes at skabe ro, skal der være en vilje fra begge sider til at erkende, hvad der er løbet af sporet", sagde Lasse den 3.juni Kjeldsen til folkeskolen.dk
Hverken vejledernes tillidsrepræsentant Hans Handrup eller UU-leder Randi Winther ønskede at udtale sig, men nu tager Ole Poulsen, direktør for Kultur, Fritid og Beskæftigelse til genmæle i et åbent brev, som han har sendt til lokale medier og folkeskolen.dk.
Direktøren: Det må være noget du finder på
"Hvis dine eksempler var korrekte, ville jeg være meget enig med dig i, at der var grund til at 'råbe vagt i gevær'. Desværre har du ikke styr på kendsgerningerne omkring Ungdommens Uddannelsesvejledning", skriver Ole Poulsen i brevet.
Ole Poulsen henviser til et af Lasse Kjeldsens eksempler, nemlig at 'Alle ansatte blev fyret to gange'.
"Det må være noget du finder på, fordi du kom for skade at iindgå beskæftigelsesansættelsesaftaler for vejlederne. Aftaler, som de ikke ville kendes ved. Kun ved en snarrådig indgriben fra en skoledirektør blev din selvskabte konflikt til dine medlemmer bilagt. Senere valgte flere vejledere at skifte arbejde, fordi de ikke magtede at arbejde i det nye jjobcenter, ingen blev sagt op, vejlederne blev endog tilbudt meget lukrative overgangsaftaler", skriver Ole Poulsen, som
ikke kan genkende det negative billede, Lasse Kjeldsen tegner af arbejdsmiljøet i UU-centret.
"Min oplevelse er, at Ungdommens Uddannelsesvejledning har velkvalificerede og veluddannede medarbejdere og en dygtig leder.
Det største problem, jeg mærker i hverdagen, er, at du ved din fremfærd nedgør den arbejdsindsats, vores vejledere og deres leder yder, mener kulturdirektøren.
"Det næststørste problem er, hvad du egentlig forsøger at opnå med den måde, du optræder på," slutter Ole Poulsen.
Lærerformanden er forbløffet
Lasse Kjeldsen er forbløffet over det åbne brev.
"Nu er det ikke sikkert, at alt, som bliver skrevet i pressen, er udtryk for det, de interviewede har sagt. For eksempel har jeg aldrig sagt, at de ansatte i UU-centret er blevet fyret to gange", siger Lasse Kjeldsen, der mener, at formuleringen må stå for Århus Stiftstidendes egen regning.
Lasse Kjeldsen mener også, at det er en sandhed med modifikationer, at han 'kom for skade at indgå beskæftigelsesaftaler, som de ansatte ikke ville kendes ved".
"Det er korrekt, at jeg i juli 2006 underskrev nogle fremsendte beskæftigelsesaftaler. Det gjorde jeg i den tro, at ændringerne var drøftet med de ansatte, ganske som det er forudsat i den gældende aftale. Det viste sig desværre, at det ikke var tilfældet. Lederen havde ændret i vilkårene uden først at have drøftet det med de berørte", siger Lasse Kjeldsen.
Ikke reddet af snarrådig direktør
Formanden for Favrskov Lærerforening mener også, det er faktuelt forkert, at han "i sin selvskabte konflikt til medlemmerne" blev reddet af en snarrådig skoledirektør.
"Sammen med min forgænger som lokal lærerformand og skoledirektøren, lederen af UU-centret og skolechefen fik jeg ordnet sagen på en fornuftig måde. Vi udarbejdede et fortolkningsbidrag, som præciserede de ændringer, der skulle foretages. Herefter underskrev vejlederne deres kontrakter".
Lasse Kjeldsen tilføjer, at han både i foråret 2007 og i februar i år modtog udkast til aftaler, hvor der var foretaget ændringer, uden at de ansatte havde været inddraget.
"Gennem de fire år, UU-centeret har eksisteret, har jeg gentagne gange informeret den øverste ansvarlige om, at der var noget, som ikke fungerede tilfredsstillende. Det er min opfattelse, at disse henvendelser ikke er blevet taget seriøse nok. Derfor har jeg bedt en uvildig instans om bistand", forklarer formanden for Favrskov Lærerforening.
Se Ole Poulsens åbne brev og Lasse Kjeldsens skriftlige svar til højre for artiklen.
Kulturdirektør i usædvanligt angreb på kredsformand
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.