Også internt i KTO er det den procentsats af lønrammen, der skal lægges ud til lokale lønforhandlinger, der splitter. Da overenskomst-forhandlingerne brød sammen, stod lønmodtagerne fast på, at de højest ville gå med til 1,5 procent, mens arbejdsgiverne ikke ville gå lavere end 2,0 procent.
"Jeg vil ikke risikere at kaste medlemmerne ud i en konflikt om en halv procent. Det svarer til 100 kroner om måneden for en lavtlønnet socialrådgiver. Så venner - tilbage til forhandlingsbordet!", lød opråbet fra formanden for Dansk Social-rådgiverforening, Anne Worning.
Også formanden for fællesskabet, Poul Winckler, hældede i åbningstalen til at genoptage forhandlingerne.
"På et tidspunkt forelægger forligs-kvinden en mæglingsskitse, hvor forlodsfinansieringen er en del højere end 1,5 procent - måske tættere på 2,2 procent, samtidig med, at en eller flere elementer, som vi drøftede i forbindelse med arbejdsgivernes opfyldelse af forlodsfinansiering, er væk. Er vi virkelig parate til at betale den pris?", spurgte han.
På den anden side stod formand for Akademikernes Centralorganisation Svend M. Christensen.
"Vi definerer områder til konflikt. Vi mener, konflikten skal varsles hurtigst muligt. Jeg mener ikke, at der er mulighed for et nyt forhandlings-resultat", sagde han.
Heller ikke lærernes formand Anni Herfort var umiddelbart parat til, at give arbejdsgiverne flere lønkroner ud til lokale forhandlinger:
"Det her handler ikke om Ny Løn eller ej. Det handler om, hvorvidt vi skal låne arbejdsgiverne penge. Vores udgangspunkt var, at ingenting skulle forlodsfinansieres. Det her handler ikke om lidt eller meget. Det handler om principper og aftaleret", sagde Anni Herfort.
KTO: Enighed om at stå sammen
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.