Kroppen er mere end den biologiske organisme.
Indlæggene i denne antologi handler om kroppens udtryk, den meddelende krop, kroppens æstetik og ide. De ti artikler sætter fokus på den æstetiske dimension set i et bredt fagligt og historisk lys, der favner fra folkelig gymnastik til nyere udtryksformer, breakdance, cirkus, gøgl og scenekunst. Forfatterpanelet spænder også bredt med indlæg fra universitetsfolk til praktikere inden for et område eller miljø. De mange dimensioner danner en fin, forskelligartet og afstemt mosaik.
De to indlæg af Olav Ballisager kommer til at stå meget centralt på grund af det stærke teoretiske og praktiske fundament. Det første indlæg »Ide med kroppen« definerer og afgrænser bogens overordnede begreb meddelende bevægelser. Det handler om kroppens formsprog, kroppens æstetik og villet æstetik, som Ballisager udtrykker det.
Vi kommunikerer med kroppen og forstærker budskaberne gennem beklædning, rekvisitter og udstyr. Ballisagers bud er, at vi alle livet igennem bør beskæftige os med aktiviteter, der indeholder kvaliteterne natur, kamp og æstetik. Det andet indlæg handler om bevægelsen og æstetikken i gymnastikken, som den blev praktiseret fra 1930erne til 1990erne. Dette indlæg supplerer fint Hans Bondes indlæg »Seksualitet og mandeæstetik«.
Interessant er også artiklen »Kampens æstetik agonal kampadfærd hos amerikanske prærieindianere 1800-1850«, der handler om leg, kamp, udsmykning, fysiske færdigheder og æstetikken i prærieindianernes samfund.
Bogen er et fint indlæg i den faglige debat, og der er suppleret med fine litteraturlister.
Kroppens ide
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.