Formuleringer om, at en elevs præstation "er klart under middel", eller at eleven "har svært ved at leve op til de krav, der stilles", kan være en hård besked for både elev og forældre, mener souschef på Vangeboskolen i Rudersdal Kommune, Claus Dideriksen. Han har erfaret, at formuleringen om at være under middel og have svært ved at leve op til kravene kan forekomme op til fire gange i forældrebrevet - én gang i den samlede vurdering og én gang i hver af de tre profilområder. Det kan i værste fald betyde, at eleven - og elevens forældre - mister troen på, at det overhovedet kan lykkes, mener han.
Brevet kræver lærerens kommentarer
Brevet til forældrene om de nationale testresultater består dels af en beskrivelse af elevens samlede test-præstation og dels af beskrivelser af, hvordan eleven har klaret sig inden for de tre profilområdet.
Men brevet er kluntet formuleret, og teksten er ikke tilpasset målgruppen, mener Claus Dideriksen. Brevet burde pege på elevens udviklingsmuligheder og for eksempel indeholde formuleringer om, at eleven "har behov for" eller "vil have glæde af at arbejde videre med...", mener han.
Som brevet er nu, har det ikke en anerkendende tilgang, og Claus Dideriksen vil ikke anbefale, at lærerne sender det til forældrene, som det er. Det kræver en mundtlig formidling eller et følgebrev fra læreren, hvor der bliver peget på, hvordan elev og lærer kan arbejde videre, så eleven forsat udvikler sig.
Vangeboskolen har været med til at teste de nationale test, og i den forbindelse påpegede skolen, at det var vigtigt, at resultaterne blev formidlet på en anerkendende og fremadrettet måde. Formuleringerne er blevet bedre siden testperioden, men er altså stadig ikke gode nok, mener Claus Dideriksen.
Resultater skal bruges fremadrettet
Testresultaterne er brugbare for skolen, mener Claus Dideriksen, selvom resultaterne primært fungerer som et statusbillede. Nu er udfordringen at gøre resultaterne fremadrettede, så der kan følges op på resultaterne med handling. Formidlingen af testresultaterne til lærerne fungerer fint, mener souschefen.
"Dem er jeg ikke så nervøse for. Dog er det vigtigt at tage højde for, at resultaterne kun gælder udvalgte områder af fagene", siger han.
"Om resultaterne så står mål med de mange millioner, der er investeret i testsystemet - og de mange timers arbejde, som skolerne bruger på at gennemføre testene - er en helt anden sag. I Rudersdal Kommune gennemfører vi i forvejen systematiske læsetest, som giver et langt mere nuanceret billede af elevernes færdigheder, så på det område har vi i hvert fald ikke fået ny viden."
Kritik: Testresultater dræber elevers motivation
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.