12.000 kr. for dansk i enten udskoling eller indskoling. 12.000 kr. for matematik. Alle andre fag i skolen koster 8.400 kr. Mens fag som almen didaktik og pædagogik koster 4800, og det koster 3.400 for hver praktikperiode.
Sådan ser noget af regnskabet ud, når Nikolaj Ivert Kristensen i dag begynder på meritlæreruddannelsen. Det er en halvering af, hvad det kostede, hvis han var begyndt på uddannelsen sidste år.
Den reform af professionsuddannelserne, som politikerne vedtog i marts i år betyder nemlig, at prisen for en meritlæreruddannelse halveres allerede fra studiestart i år, og at den i 2030 bliver helt gratis at tage.
Nikolaj Ivert Kristensen arbejder fuld tid som lærer på en skole i Gentofte, og skal derfor tage meritlæreruddannelsen om aftenen og i weekender. Havde han valgt at arbejde på en skole i København, ville han have haft mulighed for at få hele uddannelsen betalt.
Men han er glad for den skole, han er på.
”Jeg var jo faktisk indstillet på at betale fuld pris. Jeg ved godt, jeg kunne have søgt job i Københavns Kommune, men jeg vil gerne blive, hvor jeg er, og Gentofte giver ikke støtte til meritlæreruddannelsen. Men det at den nu er sat ned til halv pris er superdejligt”, siger Nikolaj Ivert Kristensen.
Fra michelin-restaurant til folkeskole
Egentlig lå det ikke i kortene, at han skulle være folkeskolelærer, for hans startede sin karriere som kok på blandt andet en Michelin-restaurant.
”Men så besluttede jeg, at der skulle ske noget nyt. Så jeg tog en HF og så startede jeg på universitetet, hvor jeg læste fødevarer og ernæring. Jeg gik der to år, men efter et år vidste jeg nok godt, at jeg skulle noget andet”, siger han.
Derfor søgte han ind på statskundskab, men så var der en kammerat, der begyndte at drille ham.
”Han sagde, 'du ender jo med at blive folkeskolelærer'. Jeg blev vikar på den folkeskole i Gentofte, hvor han arbejder, og så fik jeg fuld tid på skolen og valgte at læse til lærer ved siden af mit arbejde på skolen, så jeg får nok at se til”.
Fuldtidslærer og lærerstuderende
”Jeg kan godt lide at studere, men jeg kan også lide at arbejde, så det ligger lige til højrebenet, at jeg skal tage meritlæreruddannelsen. Den kommer til at tage fire år, fordi jeg arbejder ved siden af, men der er færre ECTS-point, end der er på en almindelig læreruddannelse”, forklarer han.
Han har valgt fagene matematik og biologi.
”De fag går godt i spænd med de fag, jeg har haft på universitetet. Jeg har ikke valgt madkundskab, fordi jeg tror, jeg kan dække ind i madkundskab lige meget hvad. Jeg vil gerne gøre mine muligheder for job så brede som mulige”, siger han.
Nikolaj Ivert Kristensen er glad for, at han inden studiestart har overstået skolestart og forældremøder.
” Det giver super god mening, at meritlæreruddannelsen er blevet billigere. Det er en god måde at få folk, der allerede er i folkeskolen til at blive. Det giver så god mening at finansiere noget af deres uddannelse”.
Nikolaj er parat til at betale prisen for at blive lærer
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.