Anmeldelse
Kristendomskundskab/religion
Islam
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Peter Garde
36 sider, 98,75 kroner. Mængderabat
Kristendom
Af Knud Erik Larsen
36 sider, 111,25 kroner. Mængderabat
Serie: De Små Fagbøger
Gyldendal
I serien 'De Små Fagbøger' er der bøger om hajer, chokolade, Island, krokodiller og mange andre emner, og nu også religioner. Bøgerne kan stå på biblioteket som opslagsbøger, der er gode stikord bagest og henvisninger til glimrende bøger, hvor eleverne kan læse mere.
Bøgerne kan også bruges som undervisningsmateriale, hvor hver elev har sin bog, for bøgerne giver en overskuelig og sammenhængende fremstilling, der i omfang realistisk kan favnes af de 7-11-årige, som er bøgernes målgruppe. Bøgerne vil ikke kunne læses af alle, men billedmaterialet er godt, og som et supplement i læsetræningen er de velegnede. Ydermere udarbejdes der opgaver til bøgerne, som er gratis og kan hentes på forlagets hjemmeside.
Bogen om islam udmærker sig ved, at man følger 12-årige Elias, som med sin familie bor på Nørrebro. Vi hører om, hvordan ramadan holdes, hvordan man beder og hvorfor, hører om koran-skolen og derefter om Muhammed, koranen, de fem søjler og moskeen. Afsluttende et afsnit om familie og leveregler samt om islam i Danmark. De sidste sider fortæller fint om, at verden ændrer sig, og at unge muslimer ikke bare gør som deres forældre, men fastholder troen på Allah, samtidig med at de udvikler levemåder, som også er på tidens præmisser.
Det er en anbefalelsesværdig bog, der gives god information, som kan afkræfte mange fordomme. Opgaverne fra nettet er ikke noget at råbe hurra for, de kan bruges til at fylde lidt tid ud. Det er samtalerne, bogen lægger op til, der er vigtige.
Bogen om kristendommen fortæller om kristendommens grundlag, nemlig fortællingen om Jesus og dens afgørende betydning for de første kristne. Vi hører om Jesu fødsel, hans opvækst, virke som forkynder af Guds rige og sluttelig om hans død og opstandelse. Det gøres stramt og præcist og lægger op til bogens anden halvdel, hvor kristendommens historie fra de første martyrer til i dag fortælles. Der er naturligvis tale om punktnedslag i historien, men centrale punkter som karakteristika ved den katolske kirke, danskernes kristning, Luthers reformation og afsluttende et fint afsnit om, at kristendom ikke blot er den danske folkekirke, men at gudstjeneste holdes på forskellig måde i forskellige kirkesamfund. Her følger vi desværre ikke en kristen, så indlevelsesdimensionen, som bogen om islam rummer, må undværes. Der er heller ikke endnu udarbejdet opgaver til kristendomsbogen.
Begge bøger er fine og vil kunne bruges med det sigte at vække elevernes opmærksomhed på disse to markante religioner i det kulturelle billede i vores lille land.
Peter Green Sørensen