– ikke at skade noget levende væsen
Af Amrit Gangar, Kuntal Gangar, Birthe Mølhave og Kristian Mølhave
Bog med cd-rom, 144 sider, 225 kroner
Systime
Vi skal i folkeskolen arbejde med den religiøse dimension i tilværelsen og med spørgsmål, der i dag udfordrer vores syn på livet. Den megen foranderlighed – især inden for videnskab og teknologi – kan være vanskelig at bearbejde, netop fordi de etiske spørgsmål ligger på grænsen af vores viden og erfaringer, samtidig med at videnskab og teknologi ikke anviser os nogen åbenbart rigtige svar. Det gør derimod den indiske religion jainismen, der kan betragtes som en nutidig religion med rødder tilbage i forhistorisk tid. Dens tanker baserer sig på en livsform, hvor man ikke må skade noget levende væsen, hvilket har givet radikale svar på livets spørgsmål og er stadig en ekstrem etisk udfordring for både tilhængere og modstandere.
Forfatternes håb er, at nutidstidens spørgsmål fra økologi, fredspolitik, vegetarisme, individualisme til selvmord kan sættes i diskussion og opposition til jainismen Herved kan læserne få rigeligt med stof til eftertanke, overvejelse og yderligere debat om de menneskelige livsvilkår.
Bogens tekster kan læses uafhængigt af hinanden. Med bogen følger en cd-rom, der indeholder to 15-minutters dokumentarfilm samt en skitse over janaismens historie. Den ene dokumentarfilm giver en generel introduktion til jainisme, mens den anden handler om en student, der bliver indviet til jain-munk. Desuden findes der opdateringer af bogen på forlagets hjemmeside: www.systime.dk.
Bogen og cd-rommen henvender sig først og fremmest til gymnasiet og hf, men voksenundervisningen og folkeskolens 9.- og 10.-klasser vil også kunne bruge materialet for eksempel til brug i projektopgaveskrivningen og større skriftlige arbejder. Men i og med at der følger multimediemateriale med og en internetside med materialet, er der mange begreber, der gøres visuelle og meget mere konkrete end blot det skrevne ord. En fornyelse inden for skolebogsudgivelser, der hilses så hjerteligt velkommen.
Heidi Friborg Christophersen
Kristendomskundskab/religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.