- fra beduinkult til verdensreligion
Af Jens M. Steffensen
162 sider, 155 kroner
Systime
Lige meget om vi vil det eller ej, står vi i et omfattende kulturmøde i den proces, hvor også Danmark er ved at blive et multietnisk samfund. Denne bogs forfatter fremhæver med rette, at der i denne proces er brug for viden om os selv, om de andre, om vores historie, om deres historie med videre, men også brug for redskaber til at sortere og vurdere i alt det, vi mener at vide.
Denne bog lægger vægt på vidensdelen og på det, som religionsfaget kan bidrage med i det tværfaglige projekt, som kulturmødet lægger op til. Og viden skal der til, for at analysen kan føre til lødige vurderinger.
Bogens første halvdel introducerer islam. Det sker i en stribe korte, overskuelige kapitler. Her præsenteres den generelle islam, uden dog at blikket for lokale variationer mistes.
Anden halvdel af bogen er fyldt med en mængde gode tekster i tilknytning til de introducerende kapitler. Her får islam og muslimens stemme ørenlyd. Der er tekster fra koranen, haditterne, og tekster, som fortolker og klargør, hvad islam betyder for muslimen. Islam er først og fremmest inderlighed og hverdagslivets omdrejningspunkt for millioner af ikke-voldelige, ikke-fundamentalistisk-politiske mennesker. Men også tekster af islamiske tænkere, som reflekterer over globaliseringen og de markante forskelle i levevilkår mellem vesten og tredjeverdenslande, giver et væsentligt religionsfagligt bidrag.
Bogen er ikke skrevet til brug i folkeskolens undervisning. Men den kan varmt anbefales til lærerens faglige vedligeholdelse. En del af teksterne kan læses i de ældste klasser. Bogen er forsynet med en overskuelig ordliste, velvalgt litteraturliste og en spændende kommenteret samling links.
Peter Green Sørensen
Kristendomskundskab/religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.