Af Tim Jensen og Michael Rothstein
389 sider, 299 kroner
Aschehoug Dansk Forlag
Religion, moral og etik er tæt sammenvævede. Det har altid været og er stadig emner, som debatteres i medierne og indgår uafviseligt i den offentlige debat.
I den igangværende debat fornemmes kaotiske tilstande omkring det værdigrundlag, vi som mennesker og samfund har baseret vort samvær på.
Debatten viser med al tydelighed, at vi alle har et ansvar for, hvordan den etiske udfordring, som er inkorporeret i samfundsudviklingen, tages op. Den mangfoldighed af etiske problemer, som hober sig op, er ikke fjerne ligegyldige problemer, men er betydningsfulde og livsnære og berører os alle.
Forfatterne, begge religionshistorikere, har valgt at sætte fokus på forholdet mellem religion og etik i relation til en særlig interesse for religion i nutiden og studiet af, hvordan religiøse traditioner forandrer sig i deres evne til at tilpasse sig de vekslende historiske situationer og levere meningsfulde svar på de spørgsmål, som enkeltpersoner og sociale fællesskaber stiller. Ved at forholde sig reflekterende til de aktuelle etiske spørgsmål, ved at producere sociale værdier og ved at opretholde moralske fællesskaber manifesterer religionerne sig fortløbende som vigtige sociale faktorer. Det er en del af denne proces, som denne bog beskæftiger sig med. Jødedommen, kristendommen, islam, hinduismen og buddhismen har deres egen etik, som søger hver især at besvare de komplicerede spørgsmål, som kræver et etisk funderet svar.
Bogens komposition leverer en klar overskuelig adgang til den enkelte religion og de temaer, som bliver fremstillet og belyst.
Religionens vigtigste ideer og forestillinger trækkes frem og beskrives forud for en generel etisk analyse af sammenhængen mellem religion og etik, så de meget forskellige og til tider modsatrettede opfattelser træder tydeligt frem.
Forfatterne har valgt et begrænset antal temaer efter aktualitet, men også klassiske temaer er repræsenteret, og derunder behandles en række delemner for eksempel anvendt etik på: familieliv - herunder analyseres de etiske normer for ægteskab, skilsmisse, kønsroller og seksualitet. Inden for bioetikken analyseres abort, prævention, kunstig befrugtning og organtransplantation. Andre overskrifter er døden, politik og samfund og natur. Hver religion behandles i selvstændige afsnit, og begrebet præciseres.
Efter hvert afsnit er der en fyldig litteraturliste, og bogen rundes af med kildetekster til yderligere belysning af de fem store religioners etik. Hensigten med teksterne er at give læserne en fornemmelse af, hvordan religionernes repræsentanter argumenterer og forstår sig selv. De er et godt supplement til den øvrige del af bogen.
Bogen henvender sig til læsere med almindelig interesse for religion og etik, men også til fagfolk. Den kan både bruges som opslagsbog og nydes som god læsning.
I folkeskolen lægges der vægt på undervisning i livsfilosofi og etik samt undervisning i betydningen af den religiøse dimension. Bogen bør mindst findes på skolebiblioteket.
Knud Helge Lysholm Larsen
Kristendomskundskab / religion
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.