Af Elisabeth Cederstrøm, Kirsten Møller
og John Rydahl
56 sider, illustreret, 98 kroner
Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
I formålsparagraffen står, at målet med undervisningen i kristendomskundskab er, at eleverne erkender og forstår, at den religiøse dimension har betydning for opfattelsen hos det enkelte menneske og for dets forhold til andre.
I dette hæfte giver forfatterne et bidrag til, hvordan undervisningen i søgningen efter den religiøse dimension kan tilrettelægges for folkeskolens ældste klasser. Ved at sammensætte et udvalg af bibelske og skønlitterære tekster med et udvalg af forskellige kunstværker, som er bundet tematisk sammen, bringer de hermed et kompetent bud på, hvorledes lærere og elever sammen kan indkredse den religiøse dimension både i teori og praksis.
Indledningsvis forsøges den religiøse dimension belyst ved en række allegoriske fremstillinger, som har til formål at spore læseren ind på begrebets kompleksitet. Herefter bringes tekster og kunstværker, lagt tematisk til rette i søgningen efter den religiøse dimension i: Livets gang, Lidelsen som udfordring til livet, Død og ødelæggelse - livets vilkår, Dødens overvindelse, Når livet sejrer til sidst og Naturen og det hellige.
Hæftet sluttes med en grundig vejledning i omsætningen af den teoretiske gennemgang af den religiøse dimension til et undervisningsforløb, hvor læreren og eleverne sammen, ved idé og inspirationsudveksling, forsøger at skildre den religiøse dimension i et personligt kunstnerisk udtryk.
Som kilde til fælles inspiration og videreudvikling bringes en mængde ideer, der kan bruges som oplæg til og igangsætning af klassens arbejde.
Knud Helge Lysholm Larsen
Kristendomskundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.