Af Carsten Bo Mortensen, John Rydahl og
Mette Tunebjerg
Grundbog, 56 sider, 125 kroner
Arbejdsbog, 48 sider, 37,50 kroner
Lærerens bog, 228 sider, 375 kroner
Gyldendal
Denne udgivelse er Gyldendals første bud på en opdatering og erstatning af Jens Balles og Jens Jørgen Nygaards bogserie 'Kristendom 1-9'. Måske er det derfor, Jens Balle nu er faglig konsulent på serien? I alt fald er det glædeligt med denne nyudgivelse med et forfatterteam bestående af Religionslærerforeningens formand John Rydahl og to unge bestyrelsesmedlemmer, Carsten Bo Mortensen og Mette Tunebjerg.
Det nye i 'Liv og religion 1' i forhold til 'Kristendom 1' er blandt andet en meget større og fyldigere lærervejledning, en flottere grundbog i stift bind på blankt papir, en lidt mindre arbejdsbog, inddragelsen af islam som et naturligt led i perspektiveringen af kristendommen, de tværfaglige arbejdsmetoder, IT-integrationen – ikke mindst på grund af Internetsiden: http://livogreligion.gyldendal.dk – større fokus på kunstpædagogikken med hensyn til kunst og symboler samt en så usædvanlig ting som et forslag til en elev-logbog som redskab til elevernes medlæring i undervisningen.
Lærervejledningen er en gevinst i forhold til tidligere. Der er mange faglig-pædagogiske og metodiske overvejelser over faget i folkeskolen. Der redegøres grundigt for hvert enkelt kapitels formål, indhold og opbygning. Desuden er der gode baggrundsoplysninger til lærerens egen orientering, fortælletekster, sangtekster, noder, kopisider samt forslag til supplerende aktiviteter og materialer.
Elevernes grundbog er fyldt med varierede illustrationer og en kortfattet nem tekst, der giver gode muligheder for oplevelse, undren, samtale og fordybelse.
Arbejdsbogen ligner 'Kristendom 1's arbejdsbog med sine opgaver med tegning, farve, lim og saks. Dog er der nye forslag til sange og dramatiseringer.
Jeg kan godt lide bogseriens proklamerede tanker om mangfoldighed, tolerance og respekt. Samt det, at der lægges vægt på elevernes aktive deltagelse i tværfagligt arbejde. Det er nogle dejlige, nye materialer af høj kvalitet, som mange lærere i folkeskolen vil blive glade for. Et værdigt alternativ til Balle & Nygaard.
Heidi Friborg Christophersen
Kristendomskundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.