Af Bernall Misty
142 sider, 139 kroner
Lohse
Den 20. april 1999 fik syttenårige Cassie sat en pistol til hovedet, blev spurgt, om hun troede på Gud, hun svarede ja og blev derefter skudt.
I alt tretten elever på Columbine Gymnasium i Colorado blev dræbt. Flere blev såret og de to gerningsmænd, som også var elever på skolen, begik selvmord.
Selvom vi er i et land, hvor mord er dagligdags hændelse, er der her tale om en tragedie, som har rystet og chokeret ikke bare familie, venner og beboere i byen, men hele det amerikanske samfund.
Specielt er der megen fokus på Cassie, som sagde ja og derefter blev skudt. Hun opfattes af mange som martyr, og hendes historie fortælles ikke blot i USA, men overalt hvor et sådant trosvidnesbyrd høres om den styrke, troen giver, også når man i den grad ser døden i øjnene. I Cassies liv fyldte Kristus mere og mere, han overvandt døden og en død med ham ville føre Cassie til et fortsat fælles liv med ham.
Cassies mor vil gerne fortælle historien om sin datter for at sige, at hun ud over at være sød, kærlig, uselvisk og hengivende også kunne råbe højt, være utilfreds, egoistisk med videre. Og faktisk er Cassies forhistorie særdeles grum. Hun havde flirtet meget kraftigt med satanisme, givet sin sjæl bort, røget marihuana og beskrevet ønsker om at slå sine forældre ihjel for derefter med selvmord at hengive sig til mørkets magter.
Men hun blev omvendt og også af forældrene tvunget til skoleskift, nærmest permanent husarrest, telefonaflytning med videre. Men omvendelsen til Kristus på en ungdomslejr førte til, at Cassie fandt mening og sammenhæng i sin tilværelse, hvor troen på Gud var det alt afgørende, en tro hun bekendte, inden hun blev skudt.
Det er en forfærdelig tragedie, og Cassies omvendelseshistorie er meget udansk. Men for mig som lærer og for elever i de ældste klasser er det en tankevækkende historie, der minder om, hvor vigtigt det er, at vi er opmærksomme på hinanden, stiller krav og ikke bare er ligeglade.
Samtidig er det også en tankevækkende historie for den sækulare dansker. Troen på satan eller Gud, omvendelsen som medfører den totale tilværelsesændring, hengivelse til sandheden - alt sammen er det levende realiteter for mennesker, vi tit og ofte sammenligner os med. Det kan jo være fint nok, men alligevel ikke, for de to mordere mente også at have fundet sandheden, og den gav dem mening og sammenhæng, men det kostede altså tretten unge livet og gav adskillige andre masser af ar på sjæl, sind, ånd . . ., og hvad det nu ellers er, vi kalder det, som rammes af en sådan tragedie.
Peter Green Sørensen
Kristendomskundskab
Velkommen til debatten. Tjek eventuelt vores retningslinjer.